Det registrerede partnerskab

Landsforeningens største enkeltsejr kom i 1989, da Danmark indførte et registreret partnerskab for to personer af samme køn. Det gav genlyd i hele verden og blev et vendepunkt i den forstand, at det herefter blev den almindelige holdning, at bøsser og lesbiske skulle have samme juridiske rettigheder som heteroseksuelle.

Ønsket om en form for partnerskab, som juridisk kunne sikre par af samme køn på lige fod med ægteskabet, havde eksisteret længe i Landsforeningen.

Og et generelt opbrud i samfundets normer trak i den rigtige retning. P-pillen med dens seksuelle frisættelse og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet spillede en stor rolle, og de unges længere uddannelse medførte, at man udskød forældrerolle og ægteskab.

Både antallet skilsmisser steg og antallet af enlige mødre (og fædre). Og især blandt unge var der opstået en lyst til at afprøve andre samlivsformer end den traditionelle kernefamilie (kollektiver osv.).

Dog blev kernefamilien fortsat set som den vigtigste sociale enhed.
Nogle bøsser og lesbiske indgik ikke-anerkendte ægteskaber, og Danmarks Radio viste i 1973 på TV pastor Harald Søbye vie par af samme køn – lige som der i tabloidaviser og ugeblade jævnligt gennem 1970’erne og 1980’erne var billeder fra denne type vielser, der altså ikke havde nogen gyldighed rent juridisk.

Disse historier skabte en vis synlighed og måske også lidt furore, når det foregik i medierne mellem semi-kendte.

Det var altså en debat på flere planer: I 1960’erne og 1970’erne var der mange i Landsforeningen, måske især lesbiske, som så institutionen ægteskabet som en væsentlig del af hele problemet omkring forældede og undertrykkende kønsroller i samfundet. Denne holdning var udbredt i kvindebevægelsen, der gerne så ægteskabet afskaffet i det hele taget for på dén måde at skabe ligestilling.

Over for dette stod en mere pragmatisk holdning:
Når samfundet giver et ægteskab for to borgere af forskelligt køn sikkerhed og rettigheder, så skal de også gælde for par af samme køn – uafhængigt af, hvad man måtte mene generelt om ægteskabet som institution.

Historien i detaljer
Omkring 1980 gik Landsforeningen i gang med det konkrete arbejde med at udarbejde et forslag, som skulle sendes til Folketinget.

Det handlede om at opnå ligestilling med ægtepar omkring: Arveafgift, børn, beskatning, forsørgelse, samlivsophør, formueforhold og testamente – og i det hele taget få de rettigheder, som ægteskabet indebar.

Som nævnt var holdningen til køn og samlivsformer i udvikling, og arbejdet med partnerskab kom i forlængelse af andre lovgivningsmæssige landvindingerne for bøsser og lesbiske. Fx var den seksuelle lavalder blevet ligestillet til 15 år i 1976 og også på prostitutionsområdet var hetero- og homoseksuelle blevet ligestillet.

I løbet af 1970’erne overgik kampen på det juridiske plan fra det strafferetlige til det civilretlige, hvor man satte kræfterne ind på retten til at skabe sit eget liv på egne betingelser.

Baggrund: Ægteskabslovningen
Ægteskabsloven og en lang række andre love bestemte indholdet af et ægteskab. Så længe parret holdt sammen, havde ægteskabsloven kun få retsvirkninger.

Hovedprincippet var, at parterne blev betragtet som individuelle personer, som hver især rådede over ejendom og indkomst, og ingen af parterne var juridisk ansvarlig for forpligtelser, som den anden havde indgået. Imidlertid var der gensidig forsørgelsespligt, uanset hvilken af parterne, der havde hovedindkomsten.

Ud over i ægteskabsloven havde ægteskabet retsvirkninger i sociallovgivningen, boliglovgivningen, arvelovgivningen og i forbindelse med administration af fast ejendom.
SF havde allerede i 1968 fremsat et forslag til revision af ægteskabsloven for at skabe muligheder for lovlig regulering af de nye samlivsformer, herunder partnerskaber mellem bøsser eller lesbiske. Dette forslag var blevet afvist af Folketinget, men der blev nedsat et udvalg til at gennemgå forholdene og evt. fremsætte forslag til ændringer af ægteskabslovgivningen.

Dette ”Ægteskabsudvalget af 1969” ville i 1973 til stor fortrydelse for Landsforeningen ikke anerkende tanken om ægteskab for bøsser og lesbiske. Argumentet var, at det ville betyde et brud med det traditionelle syn på ægteskabet og måske ville kunne påvirke udlandets syn på det danske ægteskab.

Men man gav dog udtryk for at ville se på, om der var behov for specifikke ændringer.
Det gjorde man først 7 år senere i 1980 i rapporten “Samliv uden ægteskab”, hvor udvalget gav udtryk for, at man ikke ønskede at skabe en legal ramme for samlevende uden for ægteskabet, eller med voldsomme ændringer i forhold til ægteskabslovgivningen, fordi det ville skabe et “ægteskab af 2. klasse”.

Debatten i Landsforeningen
I disse 7 år havde holdningerne i Landsforeningen og i hele homo-miljøet – og parallelt de generelle holdningsændringer især blandt unge – som nævnt ændret sig i retning bort fra det traditionelle ægteskab.

Siden slutningen af 1960’erne var der i Landsforeningen nedsat studiegrupper og afholdt seminarer, og udadtil blev der gjort forsøg på med forskellige midler at skaffe sig indflydelse på ægteskabsudvalgets arbejde. Spørgsmålet om samlivsproblemerne blev en permanent del af Landsforeningens interne og eksterne aktiviteter.

Omkring 1970 vedtog Landsforeningen tre hovedpunkter, som skulle danne basis for drøftelser med embedsmænd, politikere og ministre:

  • Ligestilling med heteroseksuelle (dvs. ægteskab eller afskaffelse af ægteskabet)
  • En legal ramme om samliv mellem homoseksuelle, som gav de samme rettigheder, som heteroseksuelle havde
  • Visse retsvirkninger af ægteskabet kunne overføres til samliv mellem bøsser eller lesbiske.

Det tredje punkt var med af ideologiske årsager. For at undgå den gensidige forsørgerpligt, som man havde i ægteskabet, og for at sikre partnernes individuelle uafhængighed, ville man netop ikke kræve alle ægteskabets rettigheder overført til homoseksuelle forhold.

På den anden side kunne det opfattes som et lidt tilfældigt udvalg af ønsker.
Men disse tre hovedpunkter blev udgangspunktet for Landsforeningens samlivspolitik indtil 1981, hvor det første gennemarbejdede og udførlige forslag til registreret partnerskab blev vedtaget af foreningen (og fremsat over for myndighederne i 1982).

Forslag til registreret partnerskab
Landsforeningen endte med at udarbejde to lidt forskellige forslag. Det første blev fremsat i 1982, og det endelige i 1984 – det, der udløste Homokommissionen, som vi omtaler særskilt.

Forslagene blev udarbejdet af et partnerskabsudvalg nedsat af Landsforeningens hovedbestyrelse, og de lagde sig op af, at ægteskabsudvalget i 1980 havde bekendtgjort, at man ikke ønskede at foreslå en samlet, legal ramme for homoseksuelle samlivsforhold, men kun at ville fremsætte forslag til ændringer i enkelte love.

Udvalget lagde sig derfor hurtigt fast på, at Landsforeningens forslag til partnerskab skulle ligne lovgivningen om ægteskab – paragraf for paragraf. Men med væsentlige undtagelser i noget af indholdet! Parterne skulle ikke tvinges til at være juridisk afhængige af hinanden, og således indeholdt forslaget ikke “gensidig forsørgerpligt”, ligesom beskatningen skulle også være individuel.

Efter politiske kontakter i løbet af 1982 blev der foretaget enkelte ændringer, og det nye og endelige forslag blev fremsat i 1984. Forslaget blev trykt og udgivet af Forlaget Pan og distribueret ikke bare til foreningens medlemmer, men bredt i miljøet og selvfølgelig også til folketingspolitikerne og medierne. Forslaget blev vel modtaget i Landsforeningen og i homo-miljøet.

Forslagets partnerskab adskilte sig som nævnt på nogle punkter fra ægteskabet, fx omkring gensidig forsørgelsespligt. Men man vidste godt, at når/hvis det kom til realitetsforhandlinger, måtte Landsforeningen acceptere at gå på kompromis på mange punkter.

Grundideen var (til forskel fra ægteskabslovgivningen), at parterne i partnerskabet skulle betragtes som to juridisk selvstændige personer. Forslaget byggede derfor på principperne om, at hver part rådede over sin egen formue (juridisk: særråden) og også over egen gæld (juridisk: særhæften). Der var ingen gensidig forsørgelsespligt, hverken over for private eller offentlige forpligtelser, ligesom der automatisk var særeje. Særejet blev dog skiftet til fælleseje i tilfælde af den ene partners død. Forslaget rummede mulighed for umiddelbar opløsning af partnerskabet (dvs. uden om myndighedernes mægling eller anden indblanding), hvis partnerne var enige om det. Der var også adgang til, at den ene part kunne få partnerskabet opløst efter tre måneder.

Landsforeningen mente, at forslaget var langt mindre omfattende end ægteskabslovgivningen, og at det derfor ikke kunne opfattes som “ægteskab af 2. klasse”.
Netop på den baggrund kunne forslaget med stærk opbakning fra Landsforeningen og også større kredse fra homo-miljøet uden for foreningen blive emne for en seriøs diskussion med de politiske beslutningstagere.

Et spadestik dybere
Partnerskabsudvalget havde afdækket, at ægteskabet havde retsvirkninger på mere end 100 forskellige love. Det medførte et ønske om at få gennemført et grundigt forarbejde i en offentlig kommission bestående af eksperter i ægteskabs-/samlivslovgivning for at regulere de mange mulige lovgivningsmæssige og økonomiske problemer, som kunne opstå i bøsse/lesbiske samlivsforhold.

Men der skulle gå to år med pressearbejde, lobbyvirksomhed, offentlig debat og offentlige møder, før Landsforeningen lykkedes med at overbevise et folketingsflertal om at nedsætte Homokommissionen, eller officielt: Kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet.

Det videre arbejde omkring registreret partnerskab skete i og uden for denne Homokommission med en pudsig ”omvendt logik”. Kommissionen var sammensat, så dens flertal repræsenterede regeringens holdning mod registreret partnerskab – men regeringen var en mindretalsregering, og Folketingets flertal var for at ændre i lovene.
Den korte version af denne historie er, at Homokommissionens resultater på papiret var imod registreret partnerskab, men i praksis var debatterne frem mod disse resultater med til at gøde jorden for de vedtagelser, der skete i Folketinget.

Vejen til vedtagelse i Folketinget
Selv om Homokommissionens flertal var imod et registreret partnerskab, så vidste alle jo, at mindretallets holdninger havde opbakning i Folketinget. Så enden på de mange og lange forhandlinger og debatter blev et udkast til en lov om registreret partnerskab, som kommissionen så vedhæftede en masse mindretals-bemærkninger – og flertalsbemærkninger.

Kommissionens lov-skitse indebar, at samtlige ægteskabets retsvirkninger blev overført til det registrerede partnerskab, bortset fra de undtagelser, der udtrykkeligt måtte blive opregnet i den endelige lov.

Kommissionen kunne eller ville ikke angive, hvilke undtagelser der i sidste ende burde gøres gældende. Det var op til Folketinget at afgøre, fx spørgsmålet om retten til adoption.

Lov-skitsen indebar, at:

  • Man ikke kunne lade sig registrere, før man var fyldt 18 år (som det gjaldt for ægteskab)
  • registreringen kun kunne foregå som borgerlig vielse af de kommunale myndigheder, hvor begge parter skulle møde op og tilkendegive deres hensigt. Der var altså ikke mulighed for kirkelig vielse
  • registrering af danskere bosiddende i udlandet skulle ske i Danmark, og mindst én af parterne skulle have bopæl i Danmark.
  • parterne havde gensidig forsørgelsespligt
  • ægteskabets formueordning fandt anvendelse
  • parterne havde legal arveret efter hinanden
  • reglerne om ægtefællebeskatning og om sociale ydelser til ægtefæller fandt anvendelse
  • ægteskabslovens regler om separation og skilsmisse gjaldt for opløsning af registreret partnerskab, mægling fandt sted på statsamtet, og opløsning skete ved danske domstole
  • registreret partnerskab skabte ligestilling med ægteskabet i arveafgiftsloven.

Regeringen, der bestod af Konservative, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, var som nævnt imod at indføre et registreret partnerskab for personer af samme køn, men den 21. januar 1988 fremsatte Socialdemokratiet (Torben Lund, Pia Gjellerup og Ole Espersen), SF (Ebba Strange, Leif Hermann og Ingerlise Koefoed) og Det Radikale Venstre (Aase Olesen, Bernhard Baunsgaard og Kirsten Lee) et lovforslag, der nåede at blive førstebehandlet i Folketinget den 16. marts, inden der blev udskrevet folketingsvalg, og alle verserende lovforslag derfor bortfaldt.

Efter valget kom regeringen til at bestå af Konservative, Venstre og Det Radikale Venstre, og én af de priser, De Radikale måtte betale for ministertaburetterne var, at de ikke længere kunne stå som medforslagsstillere til et partnerskabslovforslag.

Derfor fremsatte Socialdemokratiet og SF den 22. november 1988 præcis det samme lovforslag, som var fremsat før valget. Allerede under førstebehandlingen af lovforslaget gjorde den radikale Kirsten Lee opmærksom på, at ”Det Radikale Venstre har tidligere stået som medforslagsstiller til dette forslag, vi nu behandler, og de radikale folketingsmedlemmer har naturligvis ikke ændret holdning.” Ved lovforslagets tredjebehandling viste det sig ved, at man havde aftalt, at de radikale ministre skulle stemme imod, medens partiets menige folketingsmedlemmer ville stemme for lovforslaget. Ved den endelige afstemning ved tredjebehandlingen stemte fire radikale for, én imod (ironisk nok Aase Olesen, som var minister), medens et menigt folketingsmedlem og fire ministre ikke var tilstede. De fire ministre sås nu i salen, men de var formentlig clearet under afstemningen.

Intermezzo
Men inden man nåede frem til vedtagelsen, havde der været en lille krise, idet det kom Landsforeningen for øre, at Fremskridtspartiet var parat til at fremsætte et ændringsforslag, således at kun danske statsborgere skulle kunne indgå registreret partnerskab, og at det så ud til, at et flertal ville acceptere dette. I lovforslaget stod, at den ene eller begge parter skulle have bopæl her i landet. Rygtet om det mulige ændringsforslag gav anledning til et ”pinsekrisemøde” mellem foreningens forretningsudvalg og Torben Lund, hvor man drøftede tre muligheder:

  • Landsforeningen accepterer ændringsforslaget for at sikre gennemførelsen af partnerskabsloven.
  • Landsforeningen accepterer et ændringsforslag gående ud på, at mindst én af partnerne skal være dansk statsborger.
  • Landsforeningen accepterer kun det originale lovforslag (med nogle tekniske ændringsforslag, der var blevet fremsat), og vil i givet fald bede positive folketingsmedlemmer stemme imod lovforslaget.

Landsforeningens ledelse ville helst have det originale lovforslag gennemført, men var villig til at acceptere model 2.

I udvalgsarbejdet i Folketinget fremsatte S og SF et ændringsforslag gående på, at man efter ”bopæl” tilføjer ”og dansk statsborger” – altså helt i overensstemmelse med vores punkt 2. Ændringsforslaget blev vedtaget og indføjet i lovforslaget ved andenbehandlingen i Folketinget.

Roser til politikerne
Normalt er der ingen taler, når Folketinget tredjebehandler et lovforslag, man går direkte til afstemning, men alle vidste, at dette var en særlig afstemning, så denne gang tog alle ordførerne og en række talere uden for ordførerrækken ordet, bl.a. for at begrunde deres partiers eller egen stemmeafgivning. Særligt Per Stig Møllers (K) tale var interessant, da han forklarede, hvorfor han selv, Connie Hedegaard og Karen Højte Jensen ville undlade at stemme for eller imod ved afstemningen. Han sagde bl.a. ”…. (vi) mener, at det er et meget betænkeligt argument, vort parti har brugt, når det i betænkningen anfører, at en vedtagelse af lovforslaget skulle være med til at underminere flygtningeloven. Man kunne jo argumentere præcis tilsvarende for så vidt angår heteroseksuelles muligheder for at bringe flygtningen hertil.”

Lovforslaget blev vedtaget med stemmer fra S, SF, de radikale menige folketingsmedlemmer, 2 fra Venstre (Jens Peter Jensen og Traberg Schmidt), 2 fra Centrumdemokraterne (Peter Duetoft og Addi Andersen) og 8 fra Fremskridtspartiet (herunder Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrup), mens 5 undlod at stemme (fra Venstre Bjørn Elmquist og Poul Brøndsted og fra De Konservative Per Stig Møller, Connie Hedegaard og Karen Højte Jensen).
Alt i alt var der 71 stemmer for, 47 imod, 5 hverken for eller imod (og 56 fraværende – clearet på forhånd, så det var 28 fra hver fløj).

Efter afstemningen rejste vi os alle op, tog hinanden i hænderne og bukkede tavst ned mod folketingssalen. Der var mange våde øjne både oppe hos os og nede i salen!
Man havde fået arrangeret med folketingsbetjentene, at de skulle bære en rød rose fra Landsforeningen ind til hvert enkelt af de 179 folketingsmedlemmer efter afstemningen. Landsforeningen ville takke hele parlamentet for den verdenshistoriske beslutning.

Og så var der fest…
Samme eftermiddag holdt Landsforeningen fest i Knabrostræde, og en stor del af de folketingsmedlemmer, der havde stemt loven igennem kom og festede med. Vi fik bl.a. det viste eksemplar af den vedtagne lov underskrevet af forslagsstillerne Pia Gjellerup, Dorte Bennedsen, Toben Lund, Ole Espersen, Ebba Strange og Leif Herman og af Margrete Auken.

Loven om registreret partnerskab trådte i kraft den 1. oktober 1989, og selv om det var en søndag holdt Københavns Kommune rådhuset åbent for verdens første 11 registreringer af partnerskaber for to personer af samme køn.
Kommunen har måske allerede dengang haft politikere eller embedsfolk, der så den brandingværdi, der lå i at have lagt hus til historien om ”verdens første homo-ægtepar”.
Borgmester Tom Ahlbergs tale til de 11 par gik verdenspressen rundt – der var TV-hold fra Japan, USA og næsten alle vesteuropæiske lande. Det var også en stor festdag!

Ny diskrimination
Landsforeningen skulle en gang i 1990-1991 levere en liste til ILGA med områder, hvor bøsser og lesbiske blev diskrimineret i Danmark. Denne liste blev redigeret af Steffen Jensen, og resultatet blev bemærkelsesværdigt omfattende. For med indførslen af registreret partnerskab var opstået en række forhold, hvor der blev gjort forskel på ægtepar og registrerede partnere.
Næppe alle LGBT-aktivister i ILGA har kunnet tage denne form for diskrimination helt alvorligt! Danmark stod som et utopia for verdens bøsser og lesbiske i disse år.

Kilde: Søren Skov (som allerede i 1990 trak på smilebåndet over ”diskriminationen”).

Bent Hansen, Steffen Jensen, Henning Sandau og Kurt Sandau – redigeret af Søren Skov

Partnerskabsloven nåede at eksistere i 23 år, idet den blev ophævet i 2012 i forbindelse med indførelsen af ægteskab for par af samme køn.

De farlige forkortelser

Gennem årene havde sproget i bøssers og biseksuelle mænds kontaktannoncer udviklet en række mere eller mindre gennemskuelige forkortelser, som blandt andet udtrykte hvilke typer sex, man gik efter.

Så da de ministerielle embedsmænd på Christiansborg gik i gang med at skrive lovtekster, cirkulærer og så videre, måtte Landsforeningen diskret gøre opmærksom på, at det (om end fristende) ville være en dårlig idé at forkorte ”registreret partnerskab” med RP. I kontaktannoncerne stod det nemlig for ”analt samleje” [altså ”røvpul”, hvis det skal skæres ud i pap].

Fremmede øjne

Da lovforslagets tredjebehandling fandt sted den 26. maj 1989, havde Landsforeningen fået mange billetter til de reserverede pladser i Folketingets tilhørerloge. Ud over foreningens ledelse og en lang række andre aktivister havde man også inviteret én af de to daværende generalsekretærer for ILGA (International Gay and Lesbian Association) Lisa Power fra London til at overvære den verdenshistoriske begivenhed. Lisa forstod jo ikke meget af, hvad der foregik, men hun var forbavset over den værdighed, hvormed det hele foregik. På trods af store uenigheder var der ingen der råbte og skreg – i modsætning til, hvad hun kendte fra det britiske parlament!

Allerede to uger efter den 1. oktober – altså søndag den 15. oktober bragte Radio Rosa et længere interview med kommunikations- og kirkeminister Torben Reichendorff (K) om registreret partnerskab. Det Konservative Folkeparti havde stemt imod loven om registreret partnerskab, men dét dækkede ikke ministerens personlige holdning. Efter båndoptageren var slukket forudså Torben Reichendorff, at ”om 20 år er der et egentligt ægteskab for homoseksuelle”.

Kilde: Søren Skov (der lavede interviewet).

Aids-forbindelsen

Det er blevet nævnt flere gange gennem årene, at registreret partnerskab blev gennemført i en stemning af sympati med de mange ofre for aids, altså bøsserne. Tankegangen skulle være, at bøsser ved at blive gift med en fast partner ville ændre seksualvaner og mindske smittespredningen.

Dette aids-argument var dog ikke ”aktivt” i større grad blandt de politikere, der reelt forhandlede spørgsmålet.

Ny diskrimination

Landsforeningen skulle en gang i 1990-1991 levere en liste til ILGA med områder, hvor bøsser og lesbiske blev diskrimineret i Danmark. Denne liste blev redigeret af Steffen Jensen, og resultatet blev bemærkelsesværdigt omfattende. For med indførslen af registreret partnerskab var opstået en række forhold, hvor der blev gjort forskel på ægtepar og registrerede partnere.

Næppe alle LGBT-aktivister i ILGA har kunnet tage denne form for diskrimination helt alvorligt! Danmark stod som et utopia for verdens bøsser og lesbiske i disse år.

Kilde: Søren Skov (som allerede i 1990 trak på smilebåndet over ”diskriminationen”).