Den seksuelle lavalder ligestilles

Efter mange års pres blev den seksuelle lavalder endelig ligestillet.

Landsforeningen havde i mange år arbejdet på at få ændret den seksuelle lavalder. Landsforeningen ønskede ligestilling mellem homo- og heteroseksuelle og en generel nedsættelse til 14 år for alle.

På trods af politisk velvilje spændte den omskiftelige parlamentariske situation i starten af 1970’erne ben for ambitionerne.
Daværende justitsminister K. Axel Nielsen (S) fremsatte i 1973 et lovforslag, der fulgte disse ønsker. Lovforslaget blev ikke færdigbehandlet i samlingen, men blev genfremsat af den næste justitsminister Karl Hjortnæs (S) i november 1973, men lovforslaget faldt bort på grund af udskrivelse af valg, og fra 1974 var Natalia Lind (V) justitsminister og modstander af forslaget, som ikke blev vedtaget.

Efter endnu et regeringsskifte fremsatte justitsminister Orla Møller (S) et lovforslag, der ligestillede homo- og heteroseksuelles lavalder, men fastholdt den på de 15 år, der hidtil havde været gældende for heteroseksuelle.

Lovforslaget blev vedtaget og trådte i kraft i 1976.

Bent Hansen, Steffen Jensen, Henning Sandau og Kurt Sandau