Christopher Street-arrangementerne og de lilla faner – de første Prides

Baggrunden for arrangementerne var et oprør fra gæsterne i en bar i Christopher Street på det sydlige Manhattan i New York City (NYC) den 24. juni 1969. Et kvarter med mange homo- og transbarer.

Politiet havde i en årrække lavet chikane med razziaer på barerne for at skaffe sig lidt ekstra “lommepenge”. Proceduren var at tage samtlige gæster med på stationen og skrive rapporter. En ganske tidskrævende proces med lange ventetider. Politiets argument var, at man ville undersøge, om der var mindreårige, der i strid med bevillingsloven fik serveret alkoholiske drikke, og om de måske fungerede som trækkerdrenge i forhold til dels prostitution, dels seksuel lavalder.

Virkeligheden var en anden: Bøssernes frygt for at blive registreret som homoseksuelle/biseksuelle og deres families og evt. ægtefælles reaktion, gjorde dem til lette ofre for afpresning, deraf udtrykket “lommepenge” i politiets jargon. Det var især transpersoner, der var gæster på den pågældende bar.

Den 24. juni 1968 gjorde gæsterne i baren “Stonewall Inn” oprør, og det udviklede sig til en større batalje, der strakte sig over de næste dage. Bøsserne havde barrikaderet sig inde i baren, og politiet satte stadig større styrker ind. Det fik pressens bevågenhed, og det var ikke rart for især politiet, for hvad handlede det her i virkeligheden om?

Herefter blev der på datoen arrangeret demonstrationer i NYC hvert år, og måske var det her, de lilla faner opstod.

So ein Ding müssen wir auch haben! Og fra 1971 holdt vi ”Frigørelsesdag” en lørdag sidst i juni.

Det står ikke klart, hvorfor farven lilla blev symbol på homoseksualitet, men når det nu blev brugt i NYC, så skulle vi også have nogle lilla faner her i København. Det lilla lagenlærred købte Kurt i “Messen” i Købmagergade i København. De solgte i metermål. Rundstokkene købte Kurt i kosteskaft-lignende størrelse + “gardinknopper” i en trælasthandel i Enghavevej på Vesterbro i København. Kurt husker ikke, hvor han fik fat i sølvsprayen, og heller ikke, hvor fanerne blev syet. Måske var det på en ældgammel symaskine, Kurt og Henning havde derhjemme.

Rundstokke og knopper fik så en tur med sølvspray. Det var lidt mere besværligt at få de dobbelte han- og hunkønstegn lavet. Kurt prøvede først med kartoffeltryk – det duede ikke. Så fik Kurt lavet en skabelon, der skulle et par forsøg til. Men så virkede det.

Hvis det på daværende tidspunkt på mindste måde havde stået klart, at fanerne ville blive brugt mange gange herefter, var der nok blevet gjort mere ud af dem fra starten.

Bent Hansen, Henning Sandau og Kurt Sandau