Antidiskriminationslovgivning

Straffelovens § 266 b om forskelsbehandling på grund af race mv. blev ændret i 1971 med specifik henvisning til, at Danmark skulle kunne ratificere FN’s konvention om afskaffelse af racediskrimination. Loven omfattede altså fortsat ikke forbud mod diskrimination på grund af “seksuel orientering”.

Når nu kommissionen var nedsat, og vi var medlemmer, redegjorde Landsforeningen i et notat af 28. oktober 1985 til kommissionen for vores syn på spørgsmålet om udvidelse af § 226 b til også at omfatte “seksuel orientering”.

Vi gjorde opmærksom på, at en sådan tilføjelse til loven “vil

  • have en psykologisk effekt i kampen for at fjerne de normer, der virker undertrykkende på menneskers seksualitet
  • give en øget psykisk og fysisk tryghed for bøsser og lesbiske til i åbenhed at kunne leve i overensstemmelse med deres identitet
  • betyde en juridisk sikkerhed for bøsser og lesbiske mod diskrimination
  • skabe grundlag for en seriøs debat og stillingtagen til bl.a. homoseksualitet
  • medvirke til en generel holdningsændring i befolkningen til homoseksualitet
  • vise, at man i Danmark lever op til Europarådets, Nordisk Råds og EF-parlamentets resolutioner og anbefalinger om at modarbejde diskrimination af bøsser og lesbiske”.

Forslaget vandt bred genklang i kommissionen. Men altså ikke fuld enighed, idet et par af embedsmændene i kommissionen ikke kunne bakke op. Hvorfor, huskes ikke og er ikke beskrevet i kommissionens betænkning.

Kommissionens flertal indstillede derfor til Folketinget, at loven burde ændres.

Der blev fremsat et forslag til ændring af § 266 b i straffeloven og § 1 i lov om forskelsbehandling på grund af race mv. Begge love blev udvidet således, at der fra nu af heller ikke måtte diskrimineres på grund af “seksuel orientering” (ud over på grund af race, tro mv.). Lovene trådte i kraft i 1987.

En gennemgang i Homokommissionen af regler og lovgivning viste, at der ikke var formelt grundlag for at antage diskrimination på arbejdsmarkedet.

Kommissionen fandt dog, at diskrimination utvivlsom finder sted i praksis, men at det ikke kunne afskaffes ad lovgivningens vej, men alene gennem oplysning og holdningsændring. Derfor fandt et flertal i kommissionen ikke anledning til at foreslå lovgivningsinitiativer på området.

Landsforeningens repræsentanter ønskede at tilføje, at den kendsgerning, at kommissionen kun har kendskab til få sager om diskrimination af bøsser og lesbiske på arbejdsmarkedet bl.a. kan skyldes, at nogle af dem, der er blevet diskrimineret, fortsat ønsker at være anonyme. Desuden kan det ofte være vanskeligt at bevise, at man er blevet forbigået ved forfremmelse, fordi man er homoseksuel. Mange sager vil derfor ikke blive rejst.

Egentlig dokumentation for diskrimination vil forudsætte en nærmere undersøgelse for at afdække arten og omfanget af diskrimination – og herefter foretage en vurdering af de initiativer, der bør tages, for at modvirke fortsat diskrimination.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt at klarlægge og forebygge formel og åbenlys diskrimination af bøsser og lesbiske på arbejdsmarkedet. Det bør også undersøges, om arbejdsmarkedet tilbyder bøsser og lesbiske vilkår, så de ikke føler sig pressede til at holde deres seksuelle orientering skjult.

Landsforeningens repræsentanter fandt det yderligere nødvendigt at overveje, om der skulle oprettes et organ i stil med Ligestillingsrådet til dels at beskæftige sig med de daglige diskriminationsspørgsmål, dels at iværksætte undersøgelser til belysning af diskriminationen.

Kommissionen kom dog ikke videre i forhold til arbejdsmarkedet – det var jo ikke juridiske problemstillinger, men holdningsmæssige og krævede kostbare undersøgelser, som lå uden for kommissionens regi. Desuden forlod Arbejdsministeriet repræsentant kommissionen fra den 1. november 1987 på grund af alder, og der blev ikke udpeget en ny.

Først i 1996 blev der gennemført en lov mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, hvor forskelsbehandling bl.a. pga. seksuel orientering forbydes, og først i 2004 blev loven udvidet til også at omfatte forskelsbehandling pga. alder og handicap.

Bent Hansen, Steffen Jensen, Henning Sandau og Kurt Sandau