Aids-Linjen

Efterhånden som smittespredningen tog til i begyndelsen af 1980’erne, steg også antallet af telefonopkald til Landsforeningen. Fortvivlede mennesker, som havde mange spørgsmål om denne mystiske sygdom, som tilsyneladende især ramte bøsser. Det føltes derfor naturligt at kontakte bøssernes organisation – som naturligvis måtte vide besked. Det gjorde vi selvfølgelig ikke, og vi kunne lige så lidt som lægerne svare på alle spørgsmålene.

Foreningens ledelse hentede inspiration i USA, hvor effektivt oplysende telefontjenester ”aids-hotlines” fungerede. De var relativt billige i drift, da de var drevet af frivillig arbejdskraft. Derfor arbejdede foreningen ihærdigt for, at vi også i Danmark fik oprettet en sådan ”Aids-Linje” med få ansatte og mange frivillige.

Foreningen talte imidlertid for døve politiske øren. Først i foråret 1986 tog minister Britta Schall Holberg selv til USA og udtalte stor begejstring for de aids-hotlines, hun havde set i funktion. På det tidspunkt behøvede ministeren blot være taget til Fyn (hvor hun i øvrigt selv boede) for at konstatere, hvor god en idé Aids-info, Fyns døgntelefon var.

Det blev ikke Britta Schall Holberg, som sørgede for en bevilling til Landsforeningen for at kunne oprette Aids-Linjen, men Knud Enggaard, som havde overtaget Brittas ministerium. Knud Enggaard fik vedtaget en bevilling i finansudvalget. Selvom Amtsrådsforeningen havde beregnet, at det ville koste 7 mio. kr. at drive en landsdækkende oplysningstelefon, tilbød Landsforeningen at gøre det for 1 mio. kr. om året, idet telefonrådgivningen skulle varetages af frivillige og ulønnede rådgivere samt meget få ansatte.

Den 3. november 1986 kunne sundhedsstyrelsens nyudnævnte chef for aids-sekretariatet Lone de Neergaard åbne Aids-Linjen i Landsforeningens lokaler. Herefter kunne hele befolkningen få en rådgiver i røret fra kl. 9.00 til 23.00 alle ugens dage året rundt. Antallet af opkald var enormt og uventet stort. 1.400 ringede de første 14 dage, og det første år kom tallet op på 30.000, fra omkring 30 på sløve dage og op til 350 daglige henvendelser. Ved telefonerne sad på skift 30 frivillige og 3 nyansatte, hvoraf få var lesbiske, mange bøsser – men flest heteroseksuelle. Alle var blevet oplært på et netop afholdt kursus og blev løbende holdt opdaterede med ny viden, samtaleteknik og supervision.

Aids-Linjen fik et eksperimentelt præg over sig ved at være det første projekt, hvor en privat interesseorganisation i samarbejde med sundhedsmyndighederne modtog statstilskud til specifik sygdomsbekæmpelse og forebyggelse, og hvor den primære indsats blev foretaget ved hjælp af frivillig, ulønnet arbejdskraft.

Aids-Linjen høstede gennem årene stor anerkendelse og ros for sit store og flotte arbejde. Undervejs udvidede Aids-Linjens sit repertoire til også at kunne rådgive om de øvrige seksuelt overførte infektioner.

Da Landsforeningen fik økonomiske problemer i 1994 overgik administration af Aids-Linjen til foreningen Sex og Samfund, og efter nogle år videre til foreningen Hiv-Danmark og endelig på krav fra Sundhedsstyrelsen i 2012 til Aids-Fondet.

På trods af de skiftende administrerende foreninger har Aids-Linjen gennem alle årene stort set haft den samme interne og meget demokratiske ledelse. Der var altid fokus på, at de mange frivillige havde stor medindflydelse, fik løbende uddannelse og god ”medarbejder-pleje”. Det har betydet, at mange af de frivillige forblev frivillig på Aids-Linjen i mange år – ja, nogle i op til 30 år.

I efteråret 2016 omstruktureredes Aids-Fondet, og ledelsen af Aids-Fondet valgte at sende alle Aids-Linjens frivillige hjem, fyre de ansatte og indskrænke åbningstiden til 4 timer (kl. 10-14 og kun på hverdage). Dette skete blot én uge før Aids-Linjen havde kunnet fejre sin 30 års fødselsdag.

I frustration og skuffelse valgte de fyrede frivillige og ansatte at oprette en ny Aids-Linje, som holder supplerende åbent alle ugens dage.

Bent Hansen, Steffen Jensen, Henning Sandau og Kurt Sandau