STILLINGSOPSLAG: Kommunikationsmedarbejder

Gør en forskel der kan mærkes – og vær med til, sammen med foreningen ildsjæle at sætte fokus på kampen for menneskerettigheder i Danmark og i resten af verden.

I LGBT Danmark søger vi en energisk og engageret kampagne- og kommunikationsmedarbejder, der skal hjælpe med at styrke foreningens profil og synligheden af LGBT Danmarks arbejde og projekter.

Primære opgaver:

Kampagner: Udvikle og afvikle kampagner inden for vores forskellige fokusområder og foreningens projekter i tæt samarbejde med foreningens projektledere og frivillige.
Branding: Styrke LGBT Danmarks brand og synlighed gennem kommunikation på tværs af organisationen og på tværs af kanaler.
Sociale medier: Styrke og udvikle tilstedeværelsen på de sociale medier sammen med vores frivillige.
Pressebetjening: Understøtte foreningens talspersoner i interaktionen med pressen.

Stillingen er en deltidsstilling med en ugentlig arbejdstid på 15 timer. Arbejdsstedet er foreningens lokaler i Nygade 7 i København. Da foreningen er frivillig baseret foregår flere møder i de sene eftermiddags – og aftentimer, hvor vi forventer du deltager.

Om dig:
Du er fuld af ideer og har et højt energiniveau. Du trives med at drive organisationen og vores projekter frem til en kommunikativ succes på relevante medier. Du brænder for at styrke vores funding- og medlemsbase. Du forstår betydningen af de frivillige og sætter en ære i at skabe synlige resultater i samarbejde med dem. Du skal kunne arbejde selvstændigt, være god til at holde mange bolde i luften og være udadvendt og opsøgende. Du skal respektere og bidrage til at udvikle kommunikationsstrategierne for foreningens projekter. Og vi lægger meget vægt på, at du har stor erfaring med sociale medier og kampagneopbygning.

Til ansøgningen:
Du bedes vedhæfte et bilag hvor du skitserer nogle ideer til en medlemskampagne for LGBT Danmark: Hvordan vil du gribe en sådan kampagne an, hvordan vil du inddrage de forskellige sociale medier og hvad er dine tanker omkring, hvordan vi opnår maksimalt udbytte? Max én A4.

Om LGBT Danmark:
LGBT Danmark er en af verdens ældste lgbt organisationer. Vi er en medlemsorganisation, der arbejder for at fremme LGBT+ personers politiske, sociale, kulturelle og arbejdsmarkedsmæssige ligestilling såvel nationalt som internationalt. Foreningen ekspanderer i disse år og kommunikationsstillingen er en vigtig brik i denne udvikling.

Vil du vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Generalsekretær Henrik Hynkemejer på tlf. 20 51 70 97 eller mail henrik@lgbt.dk

Ansøgningen med CV bedes sendt senest den 31. marts 2017 til job@lgbt.dk. Ansøgningen mærkes ”Kommunikationsmedarbejder”.