Søren Laursen ny formand for menneskerettighedsråd

LGBT Danmarks forperson Søren Laursen valgt til formand for Rådet for Menneskerettigheder.

”For mig er det vigtigt, at vi som mennesker tager et medansvar for udviklingen af vores rettigheder, og derfor er jeg meget glad for at være valgt af en så engageret forsamling som rådet. Menneskerettigheder er en solid ramme, men også en ramme, der skal holdes ved lige, og det er en samfundsopgave, vi skal påtage os. Jeg kan ikke se nogen bedre plads at gøre det end her, hvor vi kan spille bold med vores nationale menneskerettighedsinstitution,” siger Søren Laursen.

Rådet for Menneskerettigheder består af 52 repræsentanter fra en række civilsamfundsorganisationer og myndigheder, der vurderer udformningen og afviklingen af instituttets aktiviteter. Rådet udpeger seks medlemmer af instituttets bestyrelse. (Mere om rådet)

Søren Laursen indledte LGBT Danmarks samarbejde med Institut for Menneskerettigheder tilbage i 1996 med fokus på beskyttelse mod diskrimination. Daværende direktør for instituttet, Morten Kjærum, havde foreslået en fælles klageinstans for alle områder omfattet af ikke-diskriminationslovgivningen. Dengang var der meget ringe tilslutning til idéen – kun områderne seksuel orientering og etnicitet bakkede op om tanken. Sidenhen i 2003 nedsatte Rådet for Menneskerettigheder et Ligebehandlingsudvalg, som blandt andet arbejdede med beskyttelse mod diskrimination. Gennem arbejdet kom det til fælles fodslag, og siden har udvalget været en stærk fortaler for en horisontal tilgang til ligebehandling, altså en fælles strategi på tværs af alle områder. I mere end ti år har Søren Laursen været mødeleder for Ligebehandlingsudvalget.

På billedet ses afgående formand for menneskerettighedsrådet, Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp, sammen med Søren Laursen.

Fra arkiverne:

Lad os få en klageinstans for alle former for diskrimination, kronik af Søren Laursen, bragt i Information (1996)

Ligebehandling – Status og fremtidsperspektiver, udredning nr. 2, Institut for Menneskerettigheder (2005). Blev til i tæt samarbejde med Ligebehandlingsudvalget og banede vejen for fælles sprogbrug og politik på tværs af beskyttelsesområderne. Dele af udredningen endte op i bemærkningerne til lovforslag 2007-08 (II) L 41 om oprettelsen af Ligebehandlings­nævnet.

Erklæringen om det inkluderende samfund, 22 civilsamfundsorganisationer sammen om erklæring (2007)

Præsentation af 16 civilsamfundsorganisationers forslag til generelt diskriminationsforbud,  foretræde for Folketingets Ligestillingsudvalg, ved Holger Kallehauge og Søren Laursen (2013)