FTM-Gruppen

BEMÆRK: Gruppen er pt. inaktiv pga. lav deltagelse.

Gruppen er et fristed for transmænd og trans/queer-kønnede i det maskuline spektrum, der ved fødslen blev betragtet som hunkøn. Her kan vi dele, udveksle og debattere tanker, erfaringer og problematikker, der knytter sig til at være en trans/queer mand.

Vores møder

Gruppen mødes hver første fredag i måneden kl. 18:00 – 21:00.

Hver gang indleder vi med en hurtig runde, hvor alle siger deres navn og foretrukne pronomen og i kort form hvad de gerne vil tale om/debattere i gruppen. Derefter koger facilitatoren emnerne ned til 2-3 overordnede temaer, som bliver udgangspunktet for aftenen.

For at sikre at det er et trygt rum, hvor folk tør åbne sig og dele tanker og følelser er det vigtigt, at alle overholder nedenstående retningslinjer:

Retningslinjer for samværet:

1. Det er et trygt rum: Dvs. hvad der sker i gruppen bliver i gruppen. Lad være at røbe folks trans status, hvis du møder dem udenfor gruppen. Lad være med at dele ting med andre udenfor gruppen, som er blevet sagt i gruppen. Det eneste tidspunkt, hvor vi har pligt til at inddrage andre er, hvis en i gruppen vil skade sig selv eller andre.

2. Respekter og anerkend forskellighed: Tal i jeg-form, altså tal ud fra egne erfaringer og anerkend at andre måske har andre erfaringer. Tal pænt til hinanden og lad være med at være ”Mister-fix-it” (som i ”du skal bare gøre sådan og sådan”). Med andre ord, kønspolitiet bor ikke her, ingen skal udsættes for at deres kønsudtryk ikke accepteres. Kom hinanden i møde med positivitet og et åbent sind.

3. Vær opmærksom på, om du har taget for meget plads i gruppen, så det er måske tid til at lade andre komme til orde. Hvis du har svært ved at tage plads så meddel det til gruppen, så de kan hjælpe dig med at komme til orde.

4. Gruppen er ikke en terapigruppe og ingen fungerer som psykolog i dette forum – så virkelig vanskelige psykologiske problemer skal diskuteres med en professionel udenfor gruppen. Gruppen kan ikke påtage sig den form for ansvar – men er tænkt som hjælp til selvhjælp og hovedsagelig som en erfaringsudvekslende gruppe. Gruppen fungerer heller ikke som en politisk gruppe.

5. Du skal ikke være fuld eller påvirket, når du er i gruppen.

Kontakt os

Du kan skrive til gruppen per mail.

Foreningen har også en facebookgruppe for FTM’ere, som du kan anmode om at blive medlem af. Den kan findes her.