At springe ud er i grunden et underligt udtryk

…eller er det?

Af Søren Munk, stolt far til Frederik

At ”springe ud” er i grunden et underligt udtryk på mange måder. Et udtryk der bruges om blomsterne, der om foråret forvandler sig fra uanseelige grønne knopper til smukke blomster i mangfoldige farver og faconer. En pludselig forvandling fra den indelukkede uudviklede knop til den udadvendte færdige blomst der nærmest arrogant udbasunerer sin skønhed. En blomst der med en ”ta’ mig” attitude skal lokke bierne til for at få tømt den fyldte støvfanger

“Nu må jeg hellere springe ud i det”, afspejler den udskudte handling på den ufravigelige opgave. Tåneglen der for længst har gjort skoen et nr. for lille, stilen man har haft for en hel måned eller kæresten man skal ha’  slået op med fordi kærligheden er erstattet med medlidenhed over hvor ked af det han bliver.

At ”springe ud” med ”turde” foran kan også associere til udspring fra store højder. Vi har alle erindringen fra svømmehallen, hvor man for første gang stod på 3 meteren med skælvende ben, og konstaterede, at afstand er et relativt begreb. At det, der nedefra virkede som en overkommelig afstand, oppefra pludselig var skrækindjagende.  At man var alene og eneste udvej var at finde det sted i kroppen hvor modet havde gemt sig, alt for godt.

Jeg havde en klar fornemmelse af at alle 3 elementer af ”springe ud” var i spil da min søn Frederik i foråret meddelte min kone og jeg at han havde besluttet, at han var bøsse.

Jeg havde for længst set at blomsten var sprunget ud, pigerne havde i mange år sværmet omkring den, og mange var faldet for hans skønhed, og måske mest af alt for hans empatiske forståelse og evne til at kommunikere med piger. En evne der, udviskede grænsen mellem venskab og kærlighed for både pigerne og Frederik, hvilke ofte resulterede i sårede hjerter, og skabte mere følelsesmæssig forvirring end afklaring. I grunden en meget normal tilstand for alle teenagere

Konflikten mellem Frederiks empatiske væsen, og de knuste hjerter, og sikkert også en utilfredsstillet støvfanger, fik sværmerierne med pigerne til at ophøre; jeg fornemmede klart at Frederik var kommet til stadiet, nu måtte han snart til at ”springe ud” i det.

Tøjstilen blev lagt om, håret blev klippet, profilbillederne på nettet blev mere vovede, vægudsmykningen på værelset indeholdt mange bare numser, ligesom magasiner og blade på natbordet ikke var til at misforstå. Alt sammen med en usagt åbenhed jeg tolker som Frederiks måde at samle sig mod til, ”nu må de da snart selv ha’ gættet det”.

Taktikken virkede, modet var fundet og den længe ventede bekendtgørelse kom efter det sædvanlige daglige familieråd ved aftensmaden. Frederik fortalte, at han havde noget han gerne ville fortælle os, at nu havde han valgt at være bøsse, og spurgte os om vi var overraskede og om vi havde noget problem med hans valg.

Vi var ikke det mindste overraskede, og vi støttede ham 100 % i hans valg. Vi fortalte ham samtidig hvad vi havde besluttet for adskillige år siden, og hvorfor vi ikke ”selv havde gættet det”.

Spørgsmålet om Frederiks seksualitet har vi stillet siden han var 3 år og op gennem hele hans opvækst. En klassisk historie med en barndom fyldt med barbie-dukker, kjoler, havfruer, syning, og mange veninder. Til en pre-teenager periode med fascination af den androgyne Marilyn Manson, og med ”Priscilla ørkenens dronning” som yndlingsfilm. En opvækst det også indeholdte lange ulykkelige perioder, hvor Frederik havde behov for at nedtone sin forskellighed i frygt for omgivelsernes fordømmelser.

Netop disse perioder var svære for mig at takle, jeg fik et mere og mere udtalt behov for en gang for alle at få bestemt hvad Frederik var, og så aktivt hjælpe og støtte ham når han mødte omverdenens fordømmelser. Min kone var ikke enig i det, og mente ikke vi kunne bestemme hvad Frederik var – den beslutning måtte Frederik selv træffe når tiden var rigtig.

Vi traf derfor på et tidligt tidspunkt den beslutning, at holde alle døre åbne for hvilken seksualitet Frederik en dag ville beslutte sig for. En beslutning der for øvrigt ikke begrænsede min mulighed for at træde til, når han ikke blev mødt af kammerater, lærere, familie og venner.

”Spring ud” samtalen blev en kort samtale, den fik mere præg af at være en konstatering af noget vi alle allerede var klar over, vi havde gættet det, og Frederik vidste egentligt godt at vi ikke havde noget problem med hans valg.

Til trods for forudsigeligheden følte jeg mig alligevel ekstremt lettet efter samtalen.  Det var en befrielse endelig at måtte gå igennem én af de åbne døre, i stedet for at stå at kigge på dem alle uden helt at vide hvad der gemmer sig bag dem. Endelig at slippe af med den tilsløring det ukonkrete afstedkommer i vores valg om ikke at være konkrete.

Boyfriend-profilen behøvede ikke mere at være hemmelig, nervøsiteten over den første drenge-date blev drøftet, og kronen på værket var da Frederik spurgte mig om jeg ville ta’ med ham til World Out Games. Jeg har aldrig følt mig så stolt som forældre, som da vi stod på Rådhuspladsen og hørte bøssedisco, vrikkede forsigtigt i takt og sammen frydede os over regnbueflaget der havde erstattet dannebrog på Rits kontorbygning. At stå på Rådhuspladsen og føle, at det var heteroerne der var minoriteterne, at opleve mangfoldigheden, glæden og stoltheden ved at stå frem og vise sin homoseksualitet var en fantastisk oplevelse, et privilegium jeg vil være Frederik evigt taknemmelig for at han havde lyst og mod til at dele med mig.

At få lov til at se og nyde sin blomst i den helt rigtige jord, i det rigtige lys, som den smukkeste blomst i bedet, må være den største glæde vi alle har som forældre.