Seniorpolitik

LGBT Seniorpolitik

Efterhånden som ”babyboom” generationen der er født mellem 1940 og 1960 bliver ældre, vil der blive en dramatisk stigning af antallet af personer på 65 år og derover i Danmark. Som en naturlig følge af dette stiger andelen af ældre og gamle personer i lgbt segmentet i befolkningen også.

De ældste generationer af lgbt-personer i dag har været vidne til den sidste halvdel af det 20. århundrede, hvor der er sket en drastisk kulturhistorisk udvikling særligt med hensyn til synet på homoseksuelle, men også et samfund for ikke så forfærdelig længe siden med kriminalisering, forfølgelse og sygeliggørelse af ikke heteroseksuelle. Frygt for diskrimination betyder at mange ældre lgbt-personer skjuler deres seksuelle orientering for deres hjælpere og familie, derudover sikrer manglende kendskab og professionel erfaring i social og sundhedsuddannelserne at aktuelle emner og problematikker for lgbt-personer forbliver tabuisererede, uudtalte og usynliggjorte i den ældres møde med social- og sundhedsvæsnet.

På trods af udviklingen er ældre lgbt-personer stadig en minoritetsgruppe, som overses og usynliggøres, både i den offentlige debat, inden for ældreforskningen, men også inden for lgbt subkulturen. Desuden er der også stadig en del tabuisering af og berøringsangst over at tale om ældre og deres seksualitet og særligt ikke-heteroseksuelles seksualitet.

LGBT Seniorudvalget ønsker derfor at fokusere på følgende områder:

  • Forskning: Præget af heteronormativitet og deraf følgende udeladelse og usynliggørelse baseret på uvidenhed, fordomme og diskrimination.
  • Omsorgs og samfundsplanlægning: Baseret på imødekommenhed og et lgbt kompetent social-, sundheds- og omsorgspersonale. Repræsentativ kønsfordeling og religiøs neutralitet på arbejdspladsen.
  • Hjem og bolig: Boliger egnede fortrinsvis for ældre lgbt-personer. For eksempel oprettelse af senior bofælleskaber eller profilplejecentre/regnbuehjem for lgbt-personer.
  • Sociale netværk, familie og venskaber: Biologisk og valgt familie og ”at komme ud” overfor børn og børnebørn. Isolation og ensomhed.
  • Relationen til den aldrende krop: Fysisk, psykisk, social, åndelig og seksuel sundhed. Misbrugs-, cancer- og demensproblematik

Seniorudvalget holder møder ad hoc, som bliver annonceret i kalenderen på hjemmesiden. Udvalget er åbent for nye deltagere. Kontakt Talsperson Vivi Jelstrup vivi(snabela)lgbt.dk.