Regnbuefamilien er kommet for at blive – nu skal lovgivningen følge med

Dine børn, mine børn, vores børn. Moderne familier oplever udfordringerne med gammeldags, dansk lovgivning. Regnbuefamilierne er ingen undtagelse, og med lovgivning, som kun sender mails til mor eller kun registrerer én adresse på et barn, der bor på skift hos begge forældre bliver udfordringerne ikke mindre, når familien er regnbuefarvet. En familie i dag er ofte mere end bare ”far, mor og børn” – og det er på tide, at lovgivningen følger med.

 

Af Peder Holk Svendsen, forperson for LGBT Danmark

Regnbuefamilie” blev optaget i ordbogen i 2001, men juraen er ikke fulgt med.

En regnbuefamilie beskrives som en familie, hvor mindst en af forældrene er LGBT+ person. Regnbuefamilierne kommer altså i mange former og farver for eksempel: ”mor, mor og far”, ”mor, far og far” eller ”mor, mor og far, far”. Desværre spænder lovgivningen ben for disse forældre. Ja, man kunne fristes til at sige, at lovgivningen simpelthen ikke kan forstå de konstellationer, hvor der er mere end to forældre, eller hvor forældrene er af samme køn. Det er håbløst gammeldags, men desværre virkeligheden.

Lovgivningen slår det fast med syvtommersøm: Et barn kan i dagens Danmark kun have to juridiske forældre. Typisk vil den, der føder barnet, blive registreret som juridisk mor, og så må resten af forældrene slås om, hvem der bliver juridisk far eller medmor. I en virkelighed, hvor familiesammensætningerne bliver mere og mere forskelligartede, så skaber lovgivningen problemer.

I 2013 fejrede vi, at det endelig blev muligt at blive betragtet som medmor – også før barnet var født. Det gav en forælder helt nye og forbedrede muligheder for at tage barsel allerede fra barnets fødsel. Før skulle man vente på at barnet var født, før man kunne starte en sag om adoption og derfor gik mange medmødre og-fædre glip af mulighed for barsel fra barnets første uger.

Men selvom denne ændring af lovgivningen var en landvinding, er den fortsat gammeldags og rigid. Udfordringen opstår, hvis et par af samme køn har fået et barn uden at gå igennem den officielle kanal med fertilitetsbehandling på en dansk klinik. Kun via denne vej, kan begge personer blive anerkendt som forældre til barnet og få ret til barsel, barns første sygedag mm.

Men man kan vælge at blive gravide på mange måder. Man kan tage til udlandet, hvor det i modsætning til i Danmark er muligt at blive gravid gennem såkaldt dobbeltdonation. Det vil typisk betyde at den ene person i parforholdet donerer et æg, en ukendt sæddonor donerer sæd og den anden i parforholdet bliver gravid. Der er også par som får foretaget hjemmeinsemination eller som vælger at indgå i en større regnbuefamilie med mere end to forældre.

Regnbuefamilier kan se ud på mange måder. Det kan være parret vælger at få et barn med en god ven. Eller at et bøssepar får et barn sammen med en kvinde, de kender. Eller at to LGBT+ par får børn sammen. Og i alle disse konstellationer betragter regnbueforældrene sig som ligeværdige forældre. Her er ikke noget med, at nogen ”bare” leverer sæd, æg eller livmoder til familieforøgelsen. Her er tale om en ny og moderne familieform, hvor et barn sagtens kan have mere end to primære omsorgspersoner. Mere kærlighed til barnet og større deling af ansvar og pligter mellem forældre.

Men så længe lovgivningen insisterer på, at et barn kun kan have to juridiske forældre, skaber det en række udfordringer for regnbuefamilier:

De ikke-anerkendte regnbueforældre –  altså dem som ikke har det juridiske forældreskab – de mangler en lang række rettigheder til deres barn. De har for eksempel ikke ret til barsel, ikke ret til barns første sygedag og de bliver ikke indkaldt til skole-hjem-samtaler eller får relevante oplysninger fra det offentlige om deres barn.

Det er en uholdbar ulighed mellem et barns forældre, som hverken gavner barnet, forældre eller samarbejdet med skolen. Lovgivningen er nødt til at komme ind i det 21. århundrede, så vi sikrer at den følger den måde vi danner familier på i dag i stedet for at fastholde et gammeldags syn på forældreskabet, der simpelthen ikke passer til virkeligheden.