Hadforbrydelser

Hvad er en hadforbrydelse?

Hvis du har været udsat for en forbrydelse, som var motiveret af had til din seksuelle orientering, har du været udsat for en hadforbrydelse. Forbrydelsen kan fx være et verbalt overgreb, vold eller tyveri. Enhver strafferetlig forbrydelse, der er motiveret af had til din seksuelle orientering, er en hadforbrydelse.

Anmeld forbrydelsen

Har du været udsat for en hadforbrydelse, anbefaler vi, at du i første omgang kontakter politiet (i Købehavn på 3314 1448 eller ring 114). Hvis du har lidt fysisk overlast skal du selvfølgelig kontakte den nærmeste skadestue eller din egen læge.

 

Vi mener, at det er vigtigt at anmelde forbrydelsen til politiet, og at du gør dem opmærksom på, at du mener, der er tale om en forbrydelse med et had-motiv. Det betragtes som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen, hvis forbrydelsen har baggrund i din seksuelle orientering. Der er i loven således mulighed for, at en hadforbrydelse straffes hårdere.

Vi ved dog godt, at det for nogen kan være meget svært at skulle anmelde forbrydelsen til politiet, og det kan endda være forbundet med stort ubehag og angst at skulle fortælle om episoden og måske også gense gerningsmanden eller gerningsmændene i forbindelse med en retssag. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl, om du har lyst til at anmelde forbrydelsen. Du kan se, hvordan du kommer i kontakt med os, i højre side.

Efterreaktioner på en hadforbrydelse

Hvordan et menneske reagerer efter at have været udsat for en hadforbrydelse afhænger af mange forhold, fx forbrydelsens art, voldsomhed, tidligere erfaringer, personlighed m.m, men mange bliver overrasket over deres egen reaktion.

Det er ikke ualmindeligt at ofre for fx en voldsforbrydelse føler, at det ikke er selve overfaldet, og de fysiske smerter der er værst, men derimod de psykiske mén som følger.
 At blive krænket af et andet menneske på grund af ens seksuelle orientering er typisk en voldsom oplevelse – og mange bliver traumatiseret. Reaktionerne kan komme lang tid efter episoden og vise sig på mange måder.

Mange oplever dog:

    • en følelse af magtesløshed
    • angst
    • skam
    • frustration
    • fortvivlelse
    • søvnbesvær/mareridt
    • flasback
    • manglende mening
    • tomhed
    • at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen
    • forringet livskvalitet

Du kan læse mere om psykiske efterreaktioner, hvad du selv kan gøre, samt hvor du kan få professionel hjælp hos Videnscenter for Psykotraumatologi

Du kan læse mere om hadforbrydelse på AV! Stop hadforbrydelser (Facebook-side).

Hjælp til ofre for en hadforbrydelse

Du bør ikke gå med oplevelsen alene. Det er vigtigt, at du taler med nogen om den. I rådgivningen sidder vi parat til at tale med dig – og du skal være velkommen til at skrive, ringe eller møde op i rådgivningen og få en samtale.

Hvis oplevelsen påvirker dig i en sådan grad, at det forringer din livskvalitet og dit almindelige funktionsniveau (mulighed for at gå på arbejde, at have et socialt liv og evne til generelt at tage vare på dine egne behov og ønsker) bør du søge hjælp. Du kan starte med at kontakte os:

Rådgivning Aarhus
Mejlgade 71 (Café Sappho)
8000 Århus C
86 13 19 48 (torsdage 18-20)
22 30 19 48 (torsdage 18-20)
 e-mail
Rådgivning København
Nygade 7, 2. sal
1164 København K
33 13 19 48 (torsdage 18-20)
 e-mail