Asyl

LGBT Danmark har siden 90-erne beskæftiget sig indgående med asylområdet. Vi rådgiver LGBT-asylansøgere, deler og skaber viden på området, og gør asylpolitikken mere LGBT-venlig.

Vi rådgiver asylansøgere LGBT Danmark rådgiver LGBT-asylansøgere i Danmark, altså personer, der har forladt deres hjemland på grund af forfølgelse eller frygt for forfølgelse på grund af deres kønsidentitet og/eller deres seksuelle orientering, og som er havnet i Danmark og har søgt asyl her. De fleste asylansøgere har ikke den store forståelse af asylproceduren og af, hvad der er væsentligt eller ej. Derfor er det afgørende vigtigt, at de får korrekt rådgivning.
LGBT Danmark tilbyder rådgivning til den enkelte ansøger, dels med procesforståelse, dels med afklaringen af den konkrete sag. Kommer sagen for Flygtningenævnet, kan vi også rådgive om valg af advokat mm. Her hjælper vi typisk også med at samle baggrundsviden om LGBT-forhold i ansøgers hjemland.

Vi skaber viden LGBT Danmark har gennem årene arbejdet med at højne vidensniveauet om LGBT-asylansøgere og behandlingen af deres sager. Dette er fx. udmøntet i rapporten Disturbing knowledge , som videre var udgangspunktet for deltagelsen i det omfattende tværeuropæiske projekt Fleeing homophobia, hvor LGB Danmark fik sat transkønnede asylansøgere på dagsordenen. Du kan finde en mængde materialer om LGBT Danmarks asylarbejde på Panbloggen.

Vi gør asylpolitikken mere LGBT-venlig Lovgivningen på asylområdet er uhyre simpel når det kommer til spørgsmålet om basis for asyl. Udlændingelovens §7 siger, at man får opholdstilladelse, hvis man er flygtning i henhold til FNs flygtningekonvention, eller hvis man risikerer dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Resten er op til Flygtningenævnet at fortolke.

Loven indeholder dog også andre relevante punkter, såsom sammensætningen af Flygtningenævnet. Det er Flygtningenævnet, der fastlægger praksis. Det lykkedes LGBT Danmark at få Flygtningenævnet til at ændre praksis i 2012, således LGBT-flygtninge nu får konventionsstatus.

Vi samarbejder med andre organisationer LGBT Danmark samarbejder med andre organisationer på asylområdet. Foreningen er medlemsorganisation i Dansk Flygtningehjælp og har haft flere projekter med dem gennem tiden. Foreningen er repræsenteret i Dansk Flygtningehjælps Asyludvalg. Se mere her http://flygtning.dk
LGBT Danmark arbejder også tæt sammen med LGBT Asylum, som også rådgiver LGBT Asylansøgere og tilmed skaber tilbud om sociale netværk mv. Se mere på  http://www.lgbtasylum.dk

Kontakt os Hvis du møder en LGBT-flygtning i Danmark, kan du hjælpe ved at sikre dig, at vedkommende er eller kommer i kontakt med LGBT Danmark, LGBT Asylum eller Dansk Flygtningehjælp med henblik på rådgivning. Hvis du har spørgsmål om asyl på LGBT-området, er du er velkommen til at kontakte LGBT Danmark via mail