Mariager-sagen

DR har i en dokumentarudsendelse taget Mariager-sagen op. En person er blevet sigtet for at have chikaneret en regnbuefamilie og i den forbindelse blandt andet brugt religiøse budskaber. Dokumentaren peger på, at der ikke er fundet tekniske beviser og sår tvivl om forurettedes troværdighed og anmeldelsens sandhedsværdi. Til det er der kun en ting at sige: Chikane og diskrimination er utilgiveligt. Falsk anmeldelse ligeså. Politiet må udrede sagen og finde ud af, hvad der er op og ned, så anklagemyndigheden kan afgøre, om der er grundlag for at rejse tiltale mod nogen af parterne.

Der forekommer diskrimination og hadforbrydelser mod LGBT-personer i Danmark. Vi har flere eksempler på den type chikane, der er beskrevet i Mariager-sagen. Når vi hører om det bliver vi harme, og nogle gange fører det til større støttetilkendegivelser. Det skete i høj grad i denne sag. Det er positivt, at så mange mennesker bakkede op om et budskabet om plads til alle, da oplysningerne om chikane af en  regnbuefamilie kom frem. Det er et vigtigt signal at sende, et solidaritetsbudskab.

Vores lovgivning har vi til at hjælpe os i konflikter. Vi har ligebehandlings- og ikke-diskriminationslove, som beskytter mod forskelsbehandling og diskrimination på grund af blandt andet seksuel orientering og tro og religion. Det handler om at kunne håndhæve meningsfrihed i et mangfoldigt samfund, hvor der forekommer divergerende holdninger. Det er vigtigt, vi står vagt om disse principper, så vi kan leve side om side, også selvom vi måtte være uenige. 

Men det, at vi har lovgivningen, betyder ikke nødvendigvis, at vi er i stand til at komme til bunds i sager. Chikane- og diskriminationssituationer er notorisk vanskelige, fordi det ofte er umuligt at bevise noget. LGBT Danmark får jævnligt henvendelser, hvor vi vurderer, at der ikke er mulighed for at kunne føre en sag. Vi anbefaler dog stadigvæk, at alle sager anmeldes, så det er muligt at få et bedre billede af omfanget af forekomster. Men så længe det er påstand mod påstand, er der ingen retlig vej, og der er grundlæggende ingen mulighed for at vide, hvad der er sandt og falsk.

Præmissen for DRs dokumentar er, at der ikke er nogen tekniske beviser i den pågældende sag, og at den alene baserer sig på forurettedes udsagn, hvorfor det er en troværdighedssag. Netop det, kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, for hvis der ikke er nogen beviser, er der ingen sag. Det kan aldrig blive en troværdighedssag – på det punkt adskiller den slags sager sig fra fx asylsager, som ofte er troværdighedssager. 

Mariager-sagen kommer til at sætte sig spor uanset hvad politiet og anklagemyndigheden finder frem til. Uanset hvad er det et faktum, at der forekommer hadforbrydelser mod LGBT-personer i Danmark. Og vi kan se, at myndighederne lytter og behandler sagerne, og det sker selvfølgelig under de præmisser, der nu engang er i den type sager – og det skal ske med behørig hensyntagen til alle borgeres retssikkerhed.