LGBT Danmark og Kirken

Af George Hinge, kirkepolitisk talsperson

I årevis havde fronterne ikke rykket sig ud af stedet. Det gamle folketingsflertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti holdt stædigt fast i, at et ægteskab kun kunne være en sag mellem en mand og en kvinde, og at en ophævelse af forbuddet imod kirkelig vielse af personer af samme køn ville være et utidigt indgreb i Folkekirkens indre anliggender. Den daværende opposition stillede omvendt gang på gang lovforslag, der skulle ændre tingenes tilstand. Det var med andre ord blevet en del af den cementerede blokpolitik.

Det var derfor et velkomment tøbrud, da den nye regering i sit regeringsprogram forpligtede sig på at “ fjerne forbuddet imod vielser af homoseksuelle i folkekirken og i øvrigt undersøge yderligere tiltag i retningen af en kønsneutral ægteskabslovgivning”. Dette arbejde er nu sat i gang. Det forventes, at der åbnes for kirkelig allerede i løbet af et par måneder, og biskopperne er blevet sat til at udarbejde et ritual. Og i løbet af det næste år vil embedsapparatet arbejde på, at vi kan få en og samme ægteskabslov uanset partnernes køn.

Rækkefølgen på disse to ting er ikke helt logisk for os. Vi havde plæderet for, at man indførte de kønsneutrale ægteskab her og nu, for så ville spørgsmålet om kirkelig vielse være løst i samme snuptag. Men embedsmændene er åbenbart af den opfattelse, at det er mere vanskeligt end som så at indføre et kønsneutralt ægteskab. Det har noget at gøre med forældremyndighed og arveret.

Navnet

For en måned siden forlød det, at den nytiltrådte kirke- og ligestillingsminister var på en slags tilbagetog i spørgsmålet. Det handlede om, hvad man overhovedet skulle kalde et par af samme køn, når det blev gift i kirken. Der er store dele af folkekirken, der sådan set ikke har noget imod at vie to mænd eller to kvinder, men som alligevel fastholder, at der er en teologisk forskel. De mener, at begrebet ægteskab hænger sammen med forestillingen om, at mennesket er skabt som mand og kvinde. Hvis læserne har været til et kirkebryllup, vil de sikkert også huske, at der bliver læst noget fra Biblen, der understøtter denne forestilling (Mt. 19).

Det var derfor fra folkekirkens blevet foreslået, at man skulle bruge et særligt ord for par af samme køn, nemlig ordet “livsfæller”. Det er i sig selv et sødt og smukt ord. Men fra Landsforeningens side har vi hele tiden understreget, at vi ikke ser nogen grund til at skelne mellem forskellige former for ægteskab – og derfor heller ikke til at opfinde nye ord for at betegne den samme ting. Det er da heller ikke sådan, at ordet ægteskab er særlig forbundet med forestillingen om mand og kvinde. Etymologisk betyder ordet sådan set bare “lovformeligt forhold”, nemlig i modsætning til kæresteforholdet eller det tilfælde seksuelle møde. Så det registrerede partnerskabet er et ægteskab.

Kirkeministeren valgte heldigvis også at skære igennem i dette spørgsmål og understregede, at folkekirken ganske vist selv måtte finde ud af, hvordan den ville udforme ritualerne, men der skulle bruges ordet ægteskab om parret. Der er stadig nogle af biskopperne, der er utilfredse. Senest har det været foreslået, at der kommer både et ritual for ægteskab og et ritual for livsfællesskab. Så længe der ikke gøres forskel mellem par af samme køn og par af forskelligt køn, og begge slags altså kan kaldes begge ting i kirken, kan vi fra Landsforeningens side være tilfredse.

Ritualerne

Der i miljøet højlydt kritik, da jeg på vegne af LGBT Danmark havde udtalt, at vi ikke vil blande os i, om folkekirken vil bruge et eller to eller flere ritualer, og at det er “fint med et andet vielsesritual for homoseksuelle”. Der er i al væsentlighed to grunde til, at jeg udtaler mig, som jeg gør:

1) LGBT Danmark respekterer af princip menneskerettighederne og dermed religionsfriheden. Vi kan derfor ikke forlange, at en given religion skal ændre sit trosgrundlag for at ligestille kønnene og de seksuelle orienteringer. En person har ganske enkelt lov til at dyrke en religion, der gør forskel på mand og kvinde eller på heteroseksuel og homoseksuel – præcis ligesom en person har lov til udelukkende at danne par med ét køn og konsekvent forbigå det andet. Det er staten, vi stiller krav til, og ikke religionen.

2) Det vielsesritual, der i dag anvendes i folkekirken, er ganske enkelt ikke brugbart over for par af samme køn. Det giver ikke mening for to mænd eller to kvinder at blive gift efter et ritual, der lægger vægt på, at “Skaberen fra begyndelsen har skabt dem som mand og kvinde”. Man bliver derfor nødt til at lave et nyt vielsesritual, der tager udgangspunkt i andre tekststeder. Men derfor kan man da godt lade det gamle ritual blive stående. Det er ikke uberettiget diskrimination, hvis det så kun er mand/kvinde-par, der bliver gift som mand og kvinde – og slet ikke, hvis vi får et kønsneutralt ægteskab, så at det er partnernes egen kønsidentitet, der tæller.

LGBT Danmark og Kirken

LGBT Danmark er af princip neutral i religiøs henseende. Vores medlemmer repræsenterer formentlig alle tænkelige religiøse og irreligiøse retninger: folkekirkekristendom og anden kristendom, jødedom, islam, asatro, hinduisme, buddhisme, ateisme, agnosticisme, pastafarianisme osv. Nogle af disse retninger har en tradition, der ikke er positivt stemt over for anderledes seksuel praksis. For flere trosretningers vedkommende er denne holdning tillige begrundet i religiøse skrifter og ikke mindst hævdvundne fortolkninger af disse skrifter.

Det er imidlertid ikke Landsforeningens opgave at drive religionskritik på den ene eller den anden religions forstokkede syn på køn og seksualitet. Det er måske nok min personlige opfattelse, at en identitet som homoseksuel, biseksuel eller transperson sagtens kan forenes med kristendom, jødedom og islam, og inden for alle disse trossamfund findes der også stærke strømninger, der arbejder for ligestilling. Det er dog en udvikling, der ikke vil blive fremmet ved, at en principielt sekulær forening kommer udefra og forsøger at presse en politisk dagsorden igennem. Det, vi kan gøre, er at påvirke politikerne, således at den danske lovgivning ikke understøtter et bestemt negativt syn på LGBT-personer.

Den Danske Folkekirke har en særlig position, fordi den er viklet godt og grundigt ind i staten. Jeg skal som kirkepolitisk talsperson undlade at tage stilling til, om det er en god ordning. For os må det vigtige være, uanset hvordan man så end indretter folkekirken, at den statslige lovgivning er i orden. Men folkekirkens særstilling gør da også, at vi som forening kan have nogle helt andre og mere eksplicitte forventninger til, at folkekirken rent faktisk vil levere på vores område.

Størstedelen af folkekirkens medlemmer, præster og biskopper er sådan set også på vores side i denne sag. Jeg bliver derfor heller aldrig træt af at præcisere over for journalisterne, at denne sag ikke handler om, at vores forening vil presse en vrangvillig folkekirke til at ændre sin religiøse praksis, men om, at vi vil støtte flertallet i folkekirken i deres ret til at integrere LGBT-personer på lige vilkår. Vi respekterer, at mindretallet skal have lov til at sige nej; det er et spørgsmål om trosfrihed. Men de skal kun kunne sige nej på egne vegne og ikke fortsat tvinge hele kirken til at sige nej.

Foto: https://www.flickr.com/photos/martin_nikolaj/