Kriminel på grund af kærlighed – et vilkår for LGBT+ personer

Af Peder Holk Svendsen, forperson LGBT Danmark

Det er fortsat ulovligt at være homoseksuel i hvert tredje land i verden. Fængselsstraffe, fysisk afstraffelse og i værste fald dødsstraf er kærlighedens konsekvens alt for mange steder.

Hvordan planlægger du din ferie? For mig og mange af mine venner er der altid et ekstra led i ferieplanlægningen: undersøg lovgivningen og de specifikke paragraffer om homoseksualitet. Undersøg lokalbefolkningens forhold til LGBT+ personer og find ud af, hvordan politiet i det pågældende land opfører sig overfor seksuelle minoriteter. Forbered dig på, at skulle lade som om, I bare er venner, når I tjekker ind på hotellet. Husk hvilke gader, I ikke skal gå ad, hvilke barer, I ikke skal besøge, og hvor I ikke skal vise kærlighed offentligt.

Alt dette, bare fordi jeg er den, jeg er. Fordi jeg elsker den, jeg gør. Og fordi det i hvert tredje land i verden gør mig kriminel. LGBT+ personer risikerer bøder, fængselsstraf, omvendelsesterapi, fysisk afstraffelse eller dødsstraf. Selv i lande, hvor vores seksualitet eller kønsidentitet ikke er direkte ulovlig, kan vi være i større risiko for hadforbrydelser end herhjemme.

Pludselig er en rejse ikke bare en rejse. Forberedelserne kan være besværlige og resultatet af manglende planlægning kan potentielt være farligt. Og det er altså blot for undertegnende ”turist” der har det store privilegium at kunne rejse hjem igen, hvorimod landenes egen LGBT+ befolkning hver dag må leve med konsekvenserne af den restriktive lovgivning.

Solidaritet med LGBT+ personer i hele verden

I hvert eneste land i verden oplever LGBT+ personer diskrimination, vold og hatecrimes. Det er et uomtvisteligt faktum, og selvom vi i Danmark er kommet langt, er vi heller ikke her i mål. Helt frem til 1933 var homoseksualitet i Danmark en forbrydelse og det blev først fjernet fra listen over sygdomme i 1981. Ja, da jeg blev født, var det stadig ulovligt for to mænd at danse med hinanden offentligt! Min pointe er den simple, at der er meget få lande i verden der kan sige sig fri for at have eller have haft voldsom diskriminerende lovgivning der er gået ud over minoriteter af alle slags. Og i store dele af verden udsættes LGBT’ere stadig for voldtægter, mord, krænkende handlinger og retsforfølgelse. Situationen er særligt alvorlig i de mange lande, hvor staten aktivt og direkte sanktionerer menneskerettighedskrænkelserne – homoseksualitet er i dag kriminaliseret i 71 lande og straffes med døden i 6.

I LGBT Danmark kæmper vi hver dag for en verden, hvor alle kan færdes sikkert og trygt uanset hvordan de lever, og hvem de elsker. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi er nødt til at starte en samtale – ikke kun om hvor vi er lige nu – men om hvor vi gerne vil hen, og om hvordan vi skaber det nødvendige politiske pres sammen – dig og mig – for forandring både herhjemme og ude i verden så ingen LGBT+ personer behøver leve i evig frygt deres sikkerhed.