I dag mindes vi de transpersoner, som har mistet livet

295 transpersoner fordelt på 33 lande er dræbt det seneste år. I dag tænder vi et lys for de mange medlemmer af LGBT-familien, som har mistet livet til transfobi.

Mellem 1. oktober 2015 og 30. september 2016 mistede 295 transpersoner livet, fordi de var transpersoner. Det er organisationen Transgender Europe, som har lavet listen, hvori drab fra 33 lande er inkluderet. Dette bringer det samlede antal af dræbte på 2264, siden listen blev startet 1. januar 2008.

”Listen inkluderer kun tal fra 68 lande i alt, hvilket betyder, at mørketallet er enormt. Alt for mange mennesker mister livet, fordi de ikke lever op til flertallets mening om, hvad et rigtigt menneske er. I LGBT Danmark mener vi, at alle liv har lige meget værdi, og at alle har ret til at være, hvem de er,” udtaler Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson.

LGBT-personer udsættes verden over for vold, chikane og andre hadforbrydelser, bare fordi de er LGBT. LGBT Danmark vil gerne opfordre alle LGBT-venner til at bruge denne dag til at mindes dem, som har mistet livet. Vi udtrykker vores solidaritet med dem, som er hårdest ramt af vold herunder migranter, farvede og sexarbejdere. LGBT Danmark håber, at fokus på de mange døde vil føre til et opgør med transfobisk had og vold.

Æret være deres minde

Dræbte transpersoner fordelt på lande
Brasilien 123
Mexico 52
USA 23
Colombia 14
Venezuela 14
Indien 6
Pakistan 5
Italien 5
Tyrkiet 5
Frankrig 1
Rusland 1

Se hele listen på Transgender Europes hjemmeside

(Foto af: https://www.flickr.com/photos/thebees/)