Hvad mener Dansk Folkeparti egentlig om LGBT-personer?

Efter at en ansat Dansk Folkepartis pressetjeneste i en e-mail har omtalt bøsser i et særdeles fordomsfuldt og nedgørende sprog savner LGBT Danmark nu en klar melding fra Dansk Folkepartis politiske ledelse om, hvad der er partiets politik på LGBT-området (bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner).

Hans Christian Seidelin, Landsforperson i LGBT Danmark, er chokeret over, at en medarbejder i partiets stab udtrykker sig som hun gør – selv om e-mailens indhold var tiltænkt to partimedlemmer.

“Uanset hvem modtageren er, så er ordvalget overraskende grimt og ubehageligt, og det undrer mig, at den slags får lov at foregå i noget politisk parti” siger Hans Christian Seidelin og fortsætter “men allermest er jeg rystet over, at der tilsyneladende er en så stor forskel på hvad Dansk Folkeparti tænker og hvad de siger.”

Netop dagens indblik i, hvordan tonen overfor minoritetsgrupper tilsyneladende er meget hård internt i Dansk Folkeparti får LGBT Danmark til at opfordre partiet til at melde deres politik på LGBT-området klart ud.

“Dansk Folkeparti har i den senere tid danset en lidt pudsig dans med sig selv på LGBT-området” forklarer Hans Christian Seidelin. “Men hvad mener de egentlig? På den ene side bruger Dansk Folkeparti hadforbrydelser mod homoseksuelle som endnu et våben i arsenalet når der skal tales grimt om etniske minoritetsgrupper. Og på den anden side arbejder partiet konsekvent imod lige rettigheder for LGBT-personer på alle lovgivningsområder – og med en ihærdighed og en retorik der er svær at misforstå.”

Derimod ser Landsforpersonen ikke noget forkert i at to af partiets folketingsmedlemmer ønsker at deltage i Pride-paraden. “Der er højt til loftet i LGBT-miljøet, og jeg tror ikke at Copenhagen Pride vil afvise dem. Grunden til at LGBT Danmark deltager i Priden er for at vise, at der stadig er lang vej endnu mod fuld ligebehandling i Danmark. Den pointe kan Dansk Folkeparti også være med til at understrege.”

By: HC Seidelin