Anmelder og kulturjournalist Eva Eistrup og skuespiller m. m. Jesper Zuschlag har haft både glæde af og udfordringer med labels som “biseksuel” og “panseksuel”. På årets Bi+seksuel Synlighedsdag har vi bedt to af foreningens biseksuelle medlemmer fortælle om deres vej til selvforståelsen, og deres håb for fremtidens bi+seksuelle.

Biseksualitet har haft en skiftende tilknytning til foreningen igennem LGBT+ Danmarks historie. Ved foreningens stiftelse helt tilbage i 1948 var den eksplicit for både mænd og kvinder, homoseksuelle og biseksuelle. Men kategorien gik lidt i glemmebogen op i den mere separatistiske og kompromisløse bøsse-lesbiske bevægelse i 1970erne, hvor foreningen også skiftede navn til Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Det var først i 2002 af foreningen igen formelt tog biseksuelle med i det politiske program. Og i 2004 begyndte den sociale gruppe Bi-gruppen, som i år fejrer 20-års jubilæum under navnet Bi+ gruppen.

I dag viser trivselstal desværre, at biseksuelle i gennemsnit trives væsentligt dårligere end homoseksuelle. Og repræsentationen i samfund og medier halter også bagefter, på trods af at er er væsentligt flere biseksuelle end homoseksuelle. Blandt de 15-25-årige er knap 2% homoseksuelle og 8% biseksuelle – og blandt transkønnede og nonbinær er det op mod 50%, der er bi- eller panseksuelle.

Vi har derfor rakt ud til to af foreningens biseksuelle medlemmer. Selvom Eva Eistrup (42) og Jesper Zuschlag (37) har ret offentlige jobs – som hhv. anmelder og kulturjournalist på Politiken og skuespiller, forfatter og instruktør i film og tv – har de ikke som sådan givet interviews om at være biseksuelle. Så det var med en vis tøven at de sagde ja til en fælles samtale med LGBT+ Danmark i anledning af Bi Visibilty Day. Men tvivlen blev overvundet af en følelse af også at gå i en højere sags tjeneste.

“Man har lidt en forpligtelse til at springe ud. Særligt som biseksuel, hvor man godt kan gemme sig, hvis man er single eller i parforhold med en af det modsatte køn”
– Eva Eistrup

”Jeg har altid set det sådan, at man har lidt en forpligtelse til at springe ud,” siger Eva Eistrup. ”Særligt som biseksuel. Man kan godt gemme sig, hvis man enten er single eller man er i parforhold med en af det modsatte køn. Og når man så læser, hvor dårligt det står til med trivsel blandt biseksuelle, så tror jeg også det handler om den underlige følelse af, at selvom man lever med kærlighed og i kærlighed i sit liv, så kan man have en følelse af u-autenticitet. Der tror jeg det at springe ud eller åbent erklære sig som biseksuel kan lindre.”

Jesper Zuschlag har også lidt en mission med at stille sig frem: ”Jeg vil gerne skubbe til, at få flere til at acceptere, at det her også er en ting. Jeg har da oplevet at spørge en fyr, om jeg må kysse ham, og han så siger ’Ja, altså jeg er ikke homoseksuel’ og jeg siger ’Det er så fint, det er jeg heller ikke”, og så snaver man i tre timer. Men næste dag lader man som om, det ikke er sket.”

Ungdomsår mellem sikkerhed og tvivl

Jesper Zuschlag og Eva Eistrup personlige historier ligger på nogle måder langt fra hinanden, selvom der også er mange fælles oplevelser i mødet med omverdenen. At være biseksuel er ikke en bestemt ting, der er en stor variation i hvordan det opleves og udtrykkes af den enkelte. I den her artikel bruger vi ’biseksuel’ for nemheds skyld, men nogle foretrækker betegnelsen bi+ eller panseksuel (det gør Eva Eistrup blandt andet).

Jesper Zuschlag kan ikke huske en tid i sit liv, hvor han opfattede sig selv som hverken hetero- eller homoseksuel. ”Jeg har sådan et tydeligt billede af at være meget ung – måske syv år – og så se et teenagekærestepar og så tænke, at de var sgu flotte begge to. Den klarhed ville det jo være skønt, hvis jeg havde kunne have brugt den til at sige, at det er sådan, jeg er. Men så kom der en masse år, hvor mødet med omverdenen gjorde mig forvirret.”

Da Jesper Zuschlag begyndte at springe ud overfor sine drengevenner, blev det en både en positiv og bekræftende oplevelse: “Det var enormt smukt, både fordi de her gode jyske drenge ikke havde et problem med det, men også fordi de antog det allerede, fordi det lå i min natur.”

Manglen på repræsentation i medierne, samfundets homofobi og ikke mindst andres stillen-spørgsmålstegn ved, om han ikke i virkeligheden ”bare” var hetero eller homo, introducerede en masse tvivl og forvirring i Jesper Zuschlags ungdomsår. Og den manglende anerkendelse af bi-identiteten kom både fra majoritetssamfundet og fra queermiljøet.

”Jeg husker første gang jeg kommer ind på Cosy Bar som 20-årig, og der er en der spørger ’Er du homoseksuel?’ og jeg svarer helt stolt ’Nej, jeg er faktisk biseksuel’. Og så er han sådan ’Det er godt med dig, søde skat, jeg spørger igen om et år’,” fortæller Jesper Zuschlag om sit første møde med det, han troede, måske kunne være et frirum. Biseksualitet som en fase på vej mod at omfavne en underliggende homoseksualitet, synes at være sejlivet idé i queermiljøet. Måske fordi nogle homoseksuelle har brugt at først springe ud som biseksuelle som en trædesten mod endeligt at springe ud som homoseksuelle.

“Den klarhed [som helt ung] ville det jo være skønt, hvis jeg havde kunne have brugt den til at sige, at det er sådan, jeg er. Men så kom der en masse år, hvor mødet med omverdenen gjorde mig forvirret.”
– Jesper Zuschlag

Eva Eistrup har ikke på samme måde gået med en viden alene i ungdomsårene. Selvom hun allerede i sin ungdom var klar over, at hun var tiltrukket af piger, så opfattede hun det udelukkende som noget seksuelt: ”Jeg var overbevist om, at det ikke var en romantisk mulighed for mig. Så jeg blev faktisk ikke forelsket i piger elle kvinder dengang”. Lige indtil hun som 27-årig så alligevel blev forelsket. Og den kvinde endte hun med at være kærester med i mere end ti år og få barn med.
”Det var en form for udspring og så direkte ind i et ret lesbisk liv på en måde. Men jeg har også boet i København, jeg var ret gammel og været i en ret tolerant, venstreorienteret omgangskreds – det var næsten federe, at jeg ikke var heteroseksuel. ”

Det var også først efter Jesper Zuschlag i starten af 20’erne flyttede til København, at han begyndte at springe ud overfor sine venner. Og det blev en mere bekræftende oplevelse, end havde turdet håbe på:

”Flere af dem sagde noget i stil med, ’Ja… hvad? Vi har jo mødt dig!’. Det var enormt smukt, både fordi de her gode jyske drenge ikke havde et problem med det, men også fordi de antog det allerede, fordi det lå i min natur. Den modtagelse var jeg enormt glad for. Så var der ikke mere tilbage af at passe på ikke at blive opdaget. Jeg kunne være 100% mig selv.”

Den biseksuelle kasse

En ting er den seksuelle og romantiske orientering, der retter sig mod mere end et køn, noget andet er ens identitet som biseksuel, og den label der følger med.

”De fleste mennesker har jo ikke særligt meget lyst til at blive påduttet alt muligt udefra. Så man kan godt tænke, hvad følger der så med den her identitet? Tager jeg et eller andet på mig, bliver man meldt ind i alle mulige hemmelige klubber?” siger Eva Eistrup.

”Der noget med de der kasser,” fortsætter Jesper Zuschlag. ”Altså jeg ville hade at være kendt som ham der biseksuelle Jesper. Man kan blive reduceret i folks hoveder. Men samtidig synes jeg problemet er, at kassen som biseksuel ikke rigtigt eksisterer. Eller i hvert fald savnede jeg den kasse, da jeg voksede op.”

I teeangeårene vidste Eva Eistrup godt, at hun var tiltrukket af piger, men med et forbehold: “Jeg var overbevist om, at det ikke var en romantisk mulighed for mig. Så jeg blev faktisk ikke forelsket i piger elle kvinder dengang.” Set blev hun så alligevel som 27-årig, hvor hun fik sin første kvindelige kæreste.

I dating-livet kan identiteten biseksuel også skabe støj. Myten om at biseksuelle ikke kan være monogame florerer stadig. At man på en eller anden måde er mere grådig end monoseksuelle – selvom, som Eva Eistrup påpeger, man jo sagtens kan være en ”røvkræsen biseksuel”. Hun har desuden enkelte gange oplevet en mærkelig nyfigen interesse i hendes datinghistorie fra mænd, hun har datet.

Jesper Zuschlag har ikke oplevet negative reaktioner fra kvinder han har datet. Han har endda brugt det som en slags test – hvis de reagerer dårligt på det, var det et rødt flag. Det er heldigvis ikke sket på trods af hans egen frygt for, at han ikke ville blive opfattet som ”mand nok”.

At insistere på en tredje mulighed

Kampen for biseksuelle i 2024 er ikke som sådan en rettighedskamp, men altså mere en identitets- og synlighedskamp. Repræsentation er i hvert fald et savn, der kommer igen hos Jesper Zuschlag og Eva Eistrup, når de skal fortælle om, hvad der kunne have hjulpet dem tidligere i livet. Udover de få undtagelser oppe i popkulturens øverst lag, som David Bowie eller vores egen Anne Linnet.

”Jeg vidste jo godt, at der var noget, der hed biseksuel,” siger Jesper Zuschlag, ”Men det kunne være dejligt, hvis der var nogle repræsentanter, man kunne spejle sig i. Nogle der kunne vise, at der er sådan en rigtig fin middelvej, som der absolut intet er galt i,” siger Jesper Zuschlag. ”De få gange, jeg er stødt ind i det, var der et eller andet, der faldt på plads i mig. Så det kunne have været rart med nogle flere af dem.”

Det er også derfor, det er vigtigt at springe ud, mener Eva Eistrup. ”Man har en forpligtelse overfor fællesskabet. At prøve at stå i midten og holde et rum åbent. Det skal ikke overtages af det heteroseksuelle eller det homoseksuelle. Man skal insistere på, at det er der.”

Bad i bikulturen

Til sidst spørger vi de to, om de har et godt råd til de unge, der måske endnu går alene med deres tanker. Det bedst er at tale med nogen om det, og gerne med flere personer mener Eva Eistrup:
”Jeg tror man skal tage mod til sig og snakke med flere om det, end man tror man skal. Find nogle fortrolige og snak med dem. Få noget menneskelig feedback, og mød den der attitude, som Jesper også fortalte om: ’Ja ja, vi kender dig jo godt’.”

Derudover anbefaler hun at brug popkulturen – find film, bøger og serier, der har repræsentation af biseksualitet. ”Find de gode storylines, bad lidt i det. Få noget visuelt og følelsesmæssigt ind på hvordan det kan se ud.”

Jesper Zuschlag fornemmer, at det faktisk er lidt lettere for mange af dem under f.eks. 25 år i dag, i forhold til da han selv var på den alder. Så han håber, unge biseksuelle kan holde fast i, at det ikke er dem, der er galt på den:

”Hvis man på nogen måde kan forstå, at det ikke er dig, der er forvirret eller noget galt med. Det er verden rundt omkring. Og det kan måske også blive en måde at navigere i verden på: Hvis du åbner op for folk, og det bliver taget dårligt imod – så er der noget galt ovre på den anden side, og det er ikke der, du skal bevæge dig hen. Gå derhen, hvor folk vil tage dig, som du er.”