Etisk Råds anbefalinger om ægdonation

Det er nu, vi skal have gjort op med forskelsbehandling vedr. ægdonation i par bestående af to kvinder. Når en kvinde er infertil og har brug for ægdonation, så er det muligt i Danmark. Men kun, hvis sæden kommer fra hendes partner! Dermed udelukkes par bestående af to kvinder, og det er helt meningsløst i betragtning taget, at begrundelsen for loven er, at barnet skal have arvemateriale fra mindst een af forældrene: Det ville jo netop være tilfældet i et kvindeligt forælderpar, hvor den ene kvinde donerer et æg til den anden.

LGBT Danmark har plæderet for, at forskelsbehandlingen faktisk skyldes, at man i sin tid glemte, at forældre kan være af samme køn, og at forskelsbehandlingen i praksis har karakter af en grammatisk fejl. Vores dialog med Folketinget, fik sundhedsministeren til at tage spørgsmålet med til Etisk Råd, som i forvejen skulle diskutere dobbeltdonation, dvs. situationer, hvor hverken æg eller sæd kommer fra forælderparret, og som for par bestående af en mand og en kvinde betyder, at barnet ikke har gener fra nogen af forældrene. LGBT Danmark betragter ikke partnerdonation i et kvindepar som dobbeltdonation.

Etisk Råd er nu kommet med sine anbefalinger om dobbeltdonation og i den sammenhæng også om partnerdonation. Etisk Råd har til formål at belyse problemstillinger fra alle sider, og derfor redegør de for mange synspunkter, som de stemmer om. Hvad angår dobbeltdonation, er flertallet af Rådet for. I forhold til partnerdonation finder flertallet, at der bør være medicinsk indikation, altså at den, der skal modtage ægget skal have behovet på grund af infertilitet.

LGBT Danmark er meget tilfreds med, at det anbefales at sikre, at hvis en kvinde har et behov for ægdonation, kan hun få det uanset om hun har en mandlig, kvindelig eller ingen partner. Vi vil imidlertid pege på, at det er vigtigt ikke at forbyde, at partnerdonation kan ske uden medicinsk indikation, da dette er et ønske hos mange. Konsekvensen af et evt. forbud vil ikke være, at det ikke kommer til at ske med danske forældre, blot at det ikke kommer til at ske i Danmark.

Se mere her:

LGBT Danmarks indlæg

Etisk Råds anbefalinger