Århus’ første LGBT-parade nogensinde

Fredag den 15. oktober springer Århus for alvor ud af skabet, når Smilets By får sit første ”spring ud”-event og LGBT-parade nogensinde.

”Ud af skabet, Århus!” er titlen på arrangementet, der afholdes i samarbejde med KulturNat Århus 2010. Formålet er at sætte fokus på miljøet for LGBT-personer (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner) i Smilets By.

”Homoseksualitet, biseksualitet eller transpersoner er ikke kun Københavner-fænomener,” siger Martin Møller Aamand, der sammen med Maria Nygaard står bag arrangementet. ”Med ”Ud af skabet, Århus!” ønsker vi at skabe grobund for et mere synligt, aktivt og inkluderende miljø for homo’er, bi’er og transpersoner i Århus.”

LGBT Danmark støtter op

“’Ud af skabet, Århus!’ vil synliggøre homo-, bi- og transmiljøet i Århus og dermed forhåbentlig skabe grobund for flere aktiviteter, mere fællesskabsfølelse og mere inklusion,” siger landsforperson for LGBT Danmark Hans Christian Seidelin. “Der er en tendens til at fokusere på de mange aktiviteter og initiativer, som afholdes i København. Men det er mindst lige så vigtigt at også landets andre byer “kommer ud af skabet”.”

Yderligere info på Facebook: http://www.facebook.com/pages/Ud-af-skabet-Arhus/155733847782142

By: Martin Møller Aamand