Amnestys rapport

Linda Thor Pedersen PortraitLGBT Danmark hilser Amnestys rapport velkommen. Rapporten dokumenterer de vanskelige forhold for transpersoner i det danske sundhedsvæsen. Jeg har selv bidraget til indholdet.

Det fremgår blandt andet, at forholdene på Sexologisk Klinik er stærkt kritisable og opleves stærkt intimiderende for de mange transpersoner, som Amnesty har interviewet.

Rapporten beskriver de overgreb transkønnede udsættes for, overgreb vi hører om igen og igen, overgreb jeg selv har oplevet. Jeg kender flere af de transkønnede der fortæller om deres behandling og jeg føler at det står værre til end beskrevet i rapporten.

Brugen af udtryk som ”raske kønsorganer” bekymrer mig. Disse såkaldte ”raske kønsorganer” bruger vi ikke og de forhindrer os i at have gode seksuelle forhold. Hvorfor ubrugelige organer skal bevares, blot fordi de medicinsk er raske, er mig ubegribeligt.

Sundhedsstyrelsen har gentagne gange udtrykt, at det er vigtigt at sikre et højt fagligt niveau i behandlingen. Det undrer mig derfor, at internationale erfaringer ikke inddrages i behandlingen af transkønnede.

Det er meget vigtigt at få belyst disse forhold, ligesom det er vigtigt at holde de strukturelle problemer for øje: Det er Sundhedsstyrelsen, der gennem sin yderst kritisable vejledning grundlæggende har forringet og centraliseret behandlingen.

Det er LGBT Danmarks håb, at rapporten vil sætte fokus på den umenneskelige behandling transkønnede udsættes for, og at Sundhedsstyrelsen indser, at deres vejledning ikke gavner transkønnedes heldbred.

Christine Jorgensen gennemgik den første kønsskifteoperation i Danmark i 1952. Siden da er der sket en stor udvikling i forståelsen af de transkønnedes behov. Blot ikke i Danmark!

Venlig hilsen
Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson
LGBT Danmark