Amerikanske tilstande? Ministrene bag samkønsægteskabet for retten

I dag startede retssagen mod kirkeministeren og socialministeren om ægteskab. Dermed kommer Danmark med i rækken af lande, hvor troende og lovgivere toppes i retssystemet om samkønsægteskab. Vi har set den slags slagsmål i bredfyldt mål i USA, men nu kommer vi med på vognen.

Der er to elementer i stævningen: 1) Kirkeministeren skal anerkende, at den af ministeriet udstedte kongelige resolution om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme køn er ugyldig, og 2) socialministeren skal anerkende at ændringen af ægteskabsloven er ugyldig for såvidt angår konsekvensen om folkekirkepræsters mulighed for at vie personer af samme køn. Det første punkt kan jeg godt se meningen med, men det andet finder jeg er nonsens.

Jeg havde forleden fornøjelsen at være inviteret til møde med FN’s specialrapportør om religions- og trosfrihed, Heiner Bielefeldt. Under mødet bemærkede han, at det danske forhold mellem stat og kirke er helt unikt, han var aldrig før stødt på noget lignende. Det skyldes vores lidt besynderlige sammenblanding af stat og folkekirken i et forhold med uklare ledelsesstrukturer. Folkekirken har ikke et religiøst overhoved, blot biskoppernes uformelle komsammener. Til gengæld har den en manager i form af kirkeministeren, og ritualer godkendes gennem formalia i ministeriet. Så er der ligesom lagt i ovnen til ballade hvis der opstår stridspunkter.

Når jeg synes stævningens andet punkt er nonsens, er det fordi man mener, politikerne blandede sig i kirkens indre anliggender. Det var også hovedargumentet fra modstanderne i Folketinget gennem nullerne. Men faktum er jo, at det netop handlede om det modsatte: Da man lavede partnerskabsloven i 1989, besluttede politikerne dengang, at trossamfundene ikke skulle kunne træffe beslutningen selv – Folketinget besluttede for dem, at de ikke skulle kunne vie par af samme køn. Eller med andre ord, at registreret partnerskab ikke skulle kunne indgås i kirken. Med ændringen i 2012 sagde man, at nu var ægteskabet for alle, og der var ingen restriktioner: Hvis trossamfundene ville vie par af samme køn kunne de gøre det. Ergo, politikerne havde endelig forladt kirken. Der var en omfattende debat fra kirkelig side, men sandheden er, at det i den sammenhæng var inderligt irrelevant, hvad kirken mente. Ægteskabsloven er altså en del af den verdslige danske lovgivning! Når man fra den konservative fløj i Folkekirken ønsker at få Folketinget til at træffe en beslutning om forbud, så er det selvfølgelig fordi man ved, at der er brede dele af kirken, der gerne vil vie par af samme køn, så hvis trossamfund først får muligheden, er der stærke kræfter i Folkekirken, der arbejder for, at den mulighed skal bruges der.

Det skal også bemærkes, at det var vigtigt at få åbnet ægteskabet, idet der var restriktioner på partnerskabet, som ikke var på ægteskabet. Alle kan indgå ægteskab i Danmark, men der var krav til parternes statsborgerskab, hvis man ville indgå registreret partnerskab. Den forskelsbehandling var uacceptabel og havde stor praktisk betydning.

Så vidt ægteskabsloven, der er ikke noget at komme efter. Stævningens første punkt handler så om vielsesritualet. Og her må man sige, at man ligger, som man har redt. Man kan have og har mange, lange, lærde diskussioner om udarbejdelse af ritualer. I de fleste trossamfund er det en lukket fest, men i det største af trossamfundene, Folkekirken, har man den politiske administrator i form af ministeren, og i denne situation har ministeren brugt de formalia, der er.

Ægteskabsloven siger, at ægteskab kan indgås ved borgerlig vielse eller kirkelig vielse. Ægteskabet er i ægteskabsloven et verdsligt retsinstitut. I Danmark kan vi altså indgå et retligt ægteskab via et kirkeligt ægteskab. Teologerne diskuterer så, hvad det betyder, når man siger ægtefælle i ritualet. Betyder det ægtefælle i verdslig forstand eller i religiøs forstand. Og betyder det overhovedet noget i protestantismen, hvor ægteskabet ikke er et sakremente. Det er i og for sig en meningsfuld diskussion, men i retssalen kan man alene forholde sig til juridiske formalia, og de er fulgt.

Derfor har sagsøgerne en dårlig sag. Troende par af samme køn vil fortsat kunne blive gift i kirken, og det er godt, for det gør det muligt at leve med sin tro i et trosfællesskab, der favner alle par. Samtidig har ikke-troende par det frie valg at gå på rådhuset og klare ærterne der.

/Søren Laursen